mandag den 21. december 2015

Nye tjenester jeg bør kigge på...

En liste (mest til mig selv) over tjenester, som jeg skal have kigget nærmere på. Nogle kender jeg, nogle kender jeg ikke. 

OfficeMix

Sway


mandag den 7. december 2015

Mindmup

Et eksempel på, hvordan vi/kursisterne bruger tjenesten Mindmup til at lave dispositioner til en skriftlig opgave:




fredag den 4. december 2015

At rette digitalt

Jeg har LÆNGE haft svært ved at rette skriftlige opgaver digitalt. Af en eller anden grund har det været nemmere for mig at rette skriftlige opgaver i hånden, selvom jeg efter en enkelt opgave får kramper i hånden af at skrive med blyant. I dette skoleår har jeg sat mig for, at skriftlige opgaver SKAL rettes digitalt. Det har taget mig lidt tid at finde ud af, hvordan jeg gør det nemmest. Jeg har kigget på retteprogrammer som EasyCorrect eller Wordmark, men jeg er endt op med at kunne nøjes med de simple funktioner i Word.

Når jeg får en aflevering, beder jeg kursisterne om at have to eksemplarer af samme stil i dokumentet. I den ene giver jeg positiv feedback, og i den anden kommer jeg med rettelser. Til sidst skriver jeg samlede kommentarer. Jeg bruger overstregningsfunktionen i Word og muligheden for at skrive med forskellige farver. I kan her se snapshots af min rettemetode:


 
 
 
 




mandag den 30. november 2015

Vikar eller ej?

I torsdags var jeg på kursus i Odense. Jeg må erkende, at jeg egentlig ikke er så meget til det her vikar-halløj - hverken at være vikar eller have vikar. Jeg bruger i sådanne situationer ofte Google Analyse, hvor kursisterne er studieaktive ved at besvare nogle spørgsmål. Her kan I se de opgaver, som mine kursister skulle lave i sidste uge. Jeg synes, det fungerer glimrende, og det er mit indtryk, at kursisterne har samme opfattelse.


 

søndag den 22. november 2015

Synliggør det skriftlige med Google Docs

Jeg vil bare lige kort vise jer et eksempel på, hvordan man med Google Docs kan synliggøre de skriftlige opgaver, som kursisterne har lavet. Ï fredags havde vi om billedsprog, og kursisterne skulle beskrive en person i en tekst. Denne tekst skulle indeholde billedsprog. 
Jeg bad nogle af kursisterne om at kopiere deres tekster ind i et dokument i Google, så vi hurtigt kunne få eksemplerne på tavlen. Som I kan se skulle de også beskrive personen uden brug af billedsprog. 



Link til dokument 

søndag den 15. november 2015

Sway

Vi er nu i gang med at påbegynde adskillige it-kurser på skolen. Vores kurser handler meget om at lære Office 365 at kende. Jeg skal holde kursus om Sway, som ser ganske spændende ud. Min kursusbeskrivelse ser sådan ud:

Sway er en digital platform fra Microsoft Office, og den hjælper dig med at indsamle, formatere og dele dine ideer, historier og præsentationer på et interaktivt, webbaseret læred, der ser god ud på stort set alle skærme. På kurset arbejdes der med at lave interaktive præsentationw4, hvor man præsenterer sine data på en visuel forståelig måde. 

Her kan I se en video om Sway:






mandag den 5. oktober 2015

De gamle tjenester fungerer stadig

Jeg må erkende, at jeg har en smule travlt, så jeg får ikke opdateret bloggen for tiden. Nye tjenester når jeg ikke at få kigget på, men jeg bruger "de sædvanlige".

Padlet er nok den tjeneste, som jeg får brugt mest udover min kursistblog selvfølgelig.  Herunder kan I se links til vægge, hvor kursisterne har nedskrevet forskellige argumentationstyper:



    Væggen med følelsesargumenter 




    Herunder kan I se en klasse-brainstorm, som blev brugt som udgangspunkt for en skriftlig opgave:











    søndag den 23. august 2015

    Padlet som opsamling

    I sidste uge bruge jeg Padlet som opsamlingsplatform. Kursisterne skulle i grupper brainstorme og nedskrive genretræk for de vigtigste genrer, som vi skal arbejde med.




    Ved opsamlingen fik hver gruppe en genre, hvis genretræk de skulle beskrive på væggen, Under snakken på klassen kunne vi tilføje og redigere i det skrevne.

    tirsdag den 18. august 2015

    Undervisningsforløb "På kanten..."

    Jeg har netop lavet nedenstående undervisningsforløb, som jeg har tænkt mig at begynde med på f-niveau. Artiklernes tema kan alle relateres til "Et liv på kanten...".  Forløbet er tænkt, således vi arbejder med følgende kernestof, jf. vejledningen: 

    • Sagtekster
    • En avis eller et tidsskrift læst som værk
    • Visuelle og auditive kommunikationsformer
    • Kommunikationssituationen
    • Argumentation og argumentationsformer
    • Et danskfagligt sprog

    Her har jeg lavet en mere detaljeret indholdsplan:

    1. Mål: At kende til begreberne genre og genretræk og herunder identificere genretrækkene for de vigtigste genrer i faget.
    Vi bruger kursisternes forforståelse og laver en brainstorm på genretæk i Google Docs.

    2. Mål: Kende til begreberne nonfiktion, fiktion og faktion og herunder diskutere, hvordan man kan kategorisere udvalgte tekster
    Med udgangspunkt i grundbogen diskuteres om forskellige genrer er fiktion, nonfiktion eller faktion. Padlet bruges som platform.

    3. Mål: At kende til medier og reflektere over egne medievaner
    Kursisterne undersøger deres egne medievaner, hvilket efterfølgende diskuteres i grupper.

    4. Mål: At kursisterne kender til forskellige typer af aviser samt reflekterer over, hvilke typer af mennesker, der læser de forskellige.
    Opgaven er genbrug og dem fra sidste år findes her

    5. Mål: At læse Røde Kors Magasinet som værk, herunder lære om kommunikationsmodellen og artiklers layout.  
    Undersøge magasinets indhold og målgruppe.

    6. Mål: At kende til begreberne sags- og personinterview og analysere et interview. 
    Læs interviewet i Røde Kors Magasinet. Lav en analyse og fortolkning af teksten med fokus på om det er en opinionsartikel eller informationsartikel (min erfaring er nemlig at nogle kursister falder i og tænker interviewet som en opinionsartikel).

    8. Mål: At kende til reportagen som genre og kunne formulere sig i genren
    Vi ser på fotoreportagen i Røde Kors Magasinet.Vi tager efterfølgende på tur og der skrives en reportage fra turen.

    9. Mål: At kende til begreberne erfaringskilde, partskilde og ekspertkilde samt analysere og fortolke en  baggrundsartikel
    I grupper laves en analyse og fortolkning af artiklen om de voldelige piger.




    10. Mål: At kende forskel på et personinterview og et sagsinterview.
     Vi arbejder med et sagsinterview og sammenligner med personinterviewet, som vi læste tidligere i forløbet.

    11.  Mål: Kende til kommentaren som genre og kunne formulere sig i genren.
    Vi læser kommentaren om unge og druk, hvorefter kursisterne selv skal skrive en kommentar. Undervejs arbejdes der med argumentation og argumentationsformer, eventuelt ved brug af padlet som her.

    Derudover har jeg også nogle opgaver med fokus på nyhedstrekanten og nyhedskriterierne, som jeg putter ind, når det passer.



    onsdag den 12. august 2015

    Prøveeksempel med Videoscribe

    Jeg har nu haft lidt tid til at kigge på tjenesten Videoscribe. Her kan I se mit forøg:



    Faktisk er det ganske simpelt at lave en video. Det tog dog lidt tid, inden jeg fandt ud af, hvor lang tid det skal vare at tegne de forskellige elementer. Jeg tænker også, at man skal overveje nøje, hvor lang tekst, man vil have. Desuden har jeg valgt den nemme løsning og sat musik på fremfor at indtale egen lyd. Til gengæld kommer man virkelig op på beatet ved at lytte til den musik, jeg valgte ;-) Jeg blev gjort opmærksom på, at man ikke kan bruge alle billeder og alle musiknumre i gratisversionen, men jeg fik lov til at bruge alle de elementer, jeg skulle.

    Jeg brugte denne tutorial til at guide mig:


    mandag den 10. august 2015

    Videoscribe

    Jeg har i et stykke tid ledt efter en web-tjeneste, som jeg kan bruge til at lave videoer med. Jeg kender selvfølgelig allerede en række web-tjenester, men jeg har savnet en, som jeg kan bruge til at lave lidt bedre og mere professionelle videoer med. På kurset i sidste uge blev jeg (igen) præsenteret for http://www.videoscribe.co/, og jeg vil i denne uge se nærmere på tjenesten. Den ser umiddelbart tilgængelig, men alligevel meget brugbar ud Jeg har nu downloadet og installeret den og er klar til at lege... Forhåbentlig kan jeg uploade fantastiske videoer sidst på ugen ;-)





     

    torsdag den 6. august 2015

    Edidaktik

    Tirsdag og onsdag var jeg på kursus i Vingsted, hvor jeg blev præsenteret for hjemmesiden www.edidaktik.dk/. Smut endelig forbi siden, den er et besøg værd :-)

    Her præsenteres blandt andet denne model, som jeg synes giver et spændende bidrag til edidaktikken:


    søndag den 2. august 2015

    Et nyt skoleår

    Sidst skoleår sluttede lidt drastisk her på bloggen. Jeg var simpelthen løbet tør for ideer at dele...
    Tja, nu starter et nyt skoleår og jeg er i gang med at gennemtænke nye forløb. For mit vedkommende bliver det lidt anderledes, end jeg plejer. Jeg har normalvis et FED-hold (ungeholdet) fra starten og får som regel et mere i løbet af året. I år skal jeg have to FED-hold fra årets start, hvoraf ingen er dem er et såkaldt ungehold. Af den grund forestiller jeg mig, at jeg skal have fundet nogle nye tekster og lavet nogle nye forløb. Jeg skal også have lavet yderligere en kursistblog.

    Jeg har ellers gjort mig nogle tanker om, hvad jeg gerne vil i løbet af året:

    • Vi er gang med at få gang i Office365, og det tager selvfølgelig tid. Jeg vil gerne udnytte mange af de muligheder, der pludselig er. Eksempelvis har jeg stor interesse i One Note, men jeg kan på nuværende tidspunkt ikke vurdere, hvor hensigtsmæssigt det er i forhold til vores målgruppe.
    • Jeg vil gerne arbejde med lidt mere baggrundslæsning på mine FED-hold. I mange år har jeg jo kørt uden bog, hvilket jeg har været glad for. Nogle af kursisterne, specielt de dygtigste, vil have gavn af lidt mere baggrundslæsning. Jeg kan ikke finde en bog, jeg finder egnet, men jeg kan vel selv lave noget med eksempelvis med FlipsnackCalameo eller endda One Note.
    • Jeg vil arbejde mere med kursisternes skiftlige fremstilling. Jeg siger det hvert år, men mener virkelig at det er en område jeg (vi?) forsømmer. Det hele går tit op i analyse af tekster og grammatik. I princippet burde man vel arbejde en tredjedel med analyse og fortolkning af tekster, en tredjedel med grammatik og en tredjedel med skriftlig fremstilling....  Jeg håber på at kunne lave nogle forløb, hvor jeg mixer det hele, men tænker lidt mere skriftlighed ind.

    Tirsdag skal jeg på kursus. Det er altid hyggeligt :-)

    søndag den 10. maj 2015

    Google Docs

    I fredags arbejdede jeg for første gang med Google Docs på mit g-hold. Dette hold er et halvårshold, som kun har dansk og matematik, og kursisterne er ikke synderligt vant til at arbejde på computer. Det var første gang, at vi brugte Google Docs, så det skulle være ret så simpelt. Øvelsen gik ud på, at de i grupper skulle finde dokumentation i teksten på deres person- og miljøkarakteristik. Min erfaring er nemlig, at mange springer alt for let hen over dette til eksamen. Her kan I se dokumentet, som alle på holdet kunne redigere i undervejs:


    Link til dokument

    søndag den 3. maj 2015

    Forfatterweb og faktalink

    På skolemessen i forrige uge faldt jeg over en stand, som var meget interessant for en dansklærer som mig. Bibliotekerne i Danmark er gået sammen om at lave en hjemmeside, www.forfatterweb.dk, hvor man kan finde information om de mest kendte danske forfattere. Man kan høre om deres liv og opvækst, dykke ned i analysen et af bestemt værk og meget mere. Der er desuden lavet en organisering i temaer, som man kan søge på. Ligeledes har de lavet en hjemmeside, www.faktalink.dk, og her kan man finde information om en hel række historiske begivenheder. Begge hjemmesider kan i høj grad benyttes i danskundervisningen. Det giver selvfølgelig god mening, at kursisterne får viden om en række danske forfattere via forfatterweb, men faktalink ser jeg yderst relevant i forbindelse med de temaer, som vi læser. Eksempelvis er vi netop blevet færdige med et undervisningsforløb om krig på mit g-hold, og på faktalink findes en række artikler om krigen i Afghanistan, som vi har læst en del om.



    tirsdag den 28. april 2015

    Mobiltelefoner i undervisningen

    Det er ved at være længe siden, at jeg har skrevet et indlæg på bloggen. Det skyldes først og fremmest ualmindelig travlhed. Desuden er vi også kommet til et tidspunkt på året, hvor jeg ikke finder på så mange nye ting. Vi repeterer og ser frem mod eksamen...
    I sidste uge var jeg på skolemessen i Århus. Det var spændende at se, hvad de forskellige forlag har gang i. Det er dog stadig begrænset, hvor meget jeg kan bruge i min undervisning på AVU, da de fleste stande var rettet mod folkeskolen.
    I løbet af de sidste par uger, har jeg også været med på nogle interne udviklingskurser. Eksempelvis har jeg haft møde med en gruppe HF-lærere, som arbejder med mobiler i undervisningen. Her vil jeg nævne de tjenester, som vi efter grundige overvejelser, har fundet mest anvendelige at bruge i HF-undervisningen, hvis man vil udnytte kursisternes mobiler:
    1. Kahoot: Med tjenesten Kahoot kan man lave sjove quizzer samtidig med, at man repeterer de forskellige begreber eller andet fagligt indhold. I kan her se et tidligere indlæg om Kahoot.
    2. Socrative: Med tjenesten Socrative kan man også lave sjove quizzer samtidig med, at man repeterer de forskellige begreber eller andet fagligt indhold. Fordelen ved Socrative er, at kursisterne ikke behøver at konkurrere på tid.
    3. QR-løb: Man kan bruge QR-scannerne til at lave et o-løb. I kan læse om dette her
    4. Google spørgeskema: I fjernundervisningen kan det nogle gange være brugbart, hvis kursisterne kan besvare spørgsmål med deres mobiler. Her kan Google spørgeskema (i gamle dage blev det vist kaldt formular) være hensigtsmæssig, da læreren får besvarelserne og kan lave statistik over disse. Her har jeg tidligere skrevet et indlæg om denne funktion i Google.
    5. Mobilens kamera kan desuden bruges til at filme sig selv lave et oplæg. I fjernundervisningen kan det være en oplagt mulighed for at få trænet det mundtlige.

    søndag den 19. april 2015

    Bysocioogi

    Jeg fik for et stykke tid siden tilsendt bogen Bysociologi, som netop er udgivet af forlaget Systime og skrevet af Malte Warburg Sørensen og Mads Strarup. Bysociologi henvender sig primært til samfundsfag i gymnasiet, men dele af bogen kan sagtens bruges på AVU, hvor jeg underviser. Bysociologi sætter byen ind i en samfundsmæssig og politisk kontekst og udforsker hermed de faglige begreber  med byen som ramme. Personligt syntes jeg, at det var en smule mærkværdigt at tage udgangspunkt i byen som begreb, men når man læser bogen, giver det i høj grad mening. Mange af de faglige begreber bliver taget ned på et niveau, som eleverne kan forholde sig til. Den største styrke ved bogen er dog opgaverne, som jeg synes, tager udgangspunk i elevernes kontekst. Jeg har her fundet en række opgaver fra bogen, som jeg har krydret med lidt web2.0:

    • Opgave side 20: Lav en brainstorm på klassen: Hvilke offentlige rum er der i jeres by? Pladser, torve, legepladser, måske en havn, en klatrevæg eller skaterpark. Lav brainstormen på en væg i Padlet - der må gerne uploades billeder af byens offentlige rum.
    • Opgave side 34: Gaden fortæller historier. Tag jeres cykler rundt i byen og tag billeder af byens navne, hvorefter i præsenterer historien bag hvert sted for hinanden. Lav en præsentation med tjenesten Haiku Deck.
    • Opgave side 84: Gå på Facebook og find egne billeder eller venners billeder, hvor byen bruges til at signalere livsstil og identitet. Brug Pierre Bourdieus begreber om smag og forbrug til at beskrive billederne.
    • Opgave side 130: Undersøg om et boligområde i jeres by er på en seneste ghettoliste, og diskutér i klassen, hvilke positive og negative konsekvenser der har for et boligområde at blive placeret på denne liste. Brug tjenesten Tricider som diskussionsramme.
    • Opgave side 140: Find et kort over jeres by og overvej, om det er muligt at tegne lignende konturer op - økonomiske såvel som kulturelle - mellem byens kvarterer. Brug Google Maps
    • Opgave side 155: Udarbejd en spørgeskemaundersøgelse i din by - hvilke grunde oplister beboerne i din by som årsag til deres brug af cyklen. Inden du går i gang med dit statistiske arbejde, bør du overveje, hvad der karakteriserer en god spørgeskemaundersøgelse. Brug Google Formular eller EasyPolls til din undersøgelse.

    Personligt kan jeg bruge bogen i samfundsfag, som jeg nogle år underviser i. Dog kan jeg se bogen i et tværfagligt forløb med dansk, hvor fokus er på byen. Følgende tekster kan jeg se fungere sammen med bogen:

    • Leif Panduro: Uro i forstæderne
    • Hans Ovesen: Hvorfra kom volden
    • Tove Ditlevsen: Barndommens gade
    • George Orwell: 1984
    • Kasper Bisgaard: Ghettodrengen
    • Yahya  Hassan: Yahya Hassan
    • Amalie Laulund: Koordinater
    • Susanne Bier: Fingerplanen (se under)


    mandag den 13. april 2015

    Kahoot - min nye yndlingstjeneste

    Jeg må erkende, at Kahoot er blevet min foretrukne tjeneste. Jeg har netop lavet en quiz, som vi skal bruge, når vi i morgen tidlig skal træne navneord på mit g-hold. I kan her se et spørgsmål (de skal angive, hvilken bøjningsform ordet hunden er i):





    I sidste uge brugte jeg faktisk også tjenesten, da vi arbejdede med litteraturhistorien. Kursisterne startede med o-løbet med QR-koder, hvorefter vi sammen lavede en tidslinje med litteraturhistorien på tavlen. Jeg tvang kursisterne (ja, det må man godt) til at tegne og skrive det hele ned. Jeg sluttede af med at lave en quiz om litteraturhistorien i Kahoot, og jeg må erkende, at de kunne huske meget mere end troet. I kan her se et spørgsmål:




    Hvis ikke I har prøvet Kahoot, så skal I endelig prøve. Man kan kopiere de enkelte spørgsmål, således det faktisk ikke tager så længe at lave en quiz på 20-25 spørgsmål. Desuden er kursisterne ikke afhængige af at have en computer, da de kan besvare quizzen på enten iPad eller mobilen.

    fredag den 10. april 2015

    Screencast-O-Matic vs Explain Everything

    Jeg har i dette skoleår forsøgt mig med forskellige tjenester, som kursisterne skulle bruge til at lave deres egne videoer med. Inden jul lavede vi et tværfagligt projekt, hvor de skulle bruge appen Explain Everything. Efter jul lavede jeg et projekt i dansk, hvor de skulle bruge Screencast-O-Matic. Efter at have afprøvet begge dele, må jeg erkende, at jeg helt klart er den største tilhænger af Screencast-O-Matic. Fordelen ved Explain Everything var, at vi har syv iPads til udlån på skolen. Vi/ jeg skulle derfor ikke forberede noget teknisk overhovedet. Vi havde forstillet os, at appen var meget anvendeligt til at tage billeder og tegne notater ovenpå. Det var den også, men det var som om, at de tekniske ting kom til at tage fokus fra det faglige og på at fortælle. Det var faktisk langt sværere end beregnet for kursisterne at navigere rundt i Explain Everything, hvorimod Screencast-O-Matic var ganske simpel. Dette gjorde, at kursisterne fik mere fokus på det faglige og på at formidle indholdet. Jeg havde selv installeret Screncast-O-Matic på nogle af skolens computere, hvilket var besværligt, dog må jeg erkende, at det i selve undervisningssituationen var en kæmpe hjælp.




    God weekend til jer alle :-)

    tirsdag den 7. april 2015

    O-løb med QR-koder

    Nogle kan måske huske, at jeg inden ferien skrev et indlæg om mit litteraturhistoriske projekt.  I kan læse mere her. Jeg har nu fundet ud af, hvad jeg skal bruge de 11 videoer til, som kursisterne lavede.
    Om onsdagen har jeg timer fra 13.00-15.35, og det kan nogle gange være en hård fornøjelse. I morgen skal kursisterne ud på et o-løb med QR-koder. Ved hver post skal de besvare et spørgsmål til en litteraturhistorisk periode ved scanne en QR-kode, som leder dem hen til et klip fra en af deres videoer. I kan her se et klip fra en post:


    onsdag den 1. april 2015

    God påske

    Jeg vil blot ønske jer alle en god påske. Personligt arbejdede jeg mandag og har en del småting, som jeg skal have ordnet løbet af Påsken. Det er dog alligevel rart med lidt ferie sammen med familien.
    Jeg vil blot vise jer en bog, eller en serie af bøger, som jeg er begyndt at bruge på mit danskhold (g-niveau). Egentlig er bøgerne lavet til ordblindeundervisning, men jeg synes, at de er rigtig gode at bruge på g-niveau. Der findes trin1,2,3 og 4, mener jeg:


    fredag den 27. marts 2015

    Projekt om litteraturhistorien

    I går fik jeg afsluttet mit litteraturhistoriske projekt, og jeg må faktisk erkende, at det gik over al forventning. Nogle af mine kursister fik virkelig lavet nogle gode videoer. I kan her se en beskrivelse af projektet:

    Mål: 
    - At kursisterne får kendskab til dele af litteraturhistorien
    - At kursisterne kan lave en flot og læsevenlig præsentation
    - At kursisterne får trænet deres mundtlige formidling 

    Indhold: 
    1. og 2. time: Kursisterne vælger en periode som de vil fordybe sig i. De skal tage notater til tekster fundet på nettet, i mine kopier og i bøger.
    3. og 4. time: Kursisterne laver en præsentation med billeder og tekst i Power Point
    5. time: Kursisterne optager deres fremlæggelse med Screencast-o-Matic.

    Jeg har med vilje struktureret timerne rimelig stramt. Det er min erfaring, at kursisterne arbejder bedre, hvis vi i sådan et projekt arbejder os frem skridt for skridt. Vi har kun brugt 5 timer, og jeg har selvfølgelig stillet mine krav herefter. Dog må jeg erkende, at nogle kursister sagtens kunne have brugt 1-2 timer mere. Dog har det også været godt for enkelte kursister, at de blev presset lidt til at få lavet noget.
    Jeg brugte et time inden de sidste lektioner på at gøre 5-6 computere klar. Jeg havde lånt nogle af skolens computere og installeret Screencast-o-Matic på dem. Set fra et praktisk perspektiv fungerede det ret godt. Nogle af kursisterne hentede programmet ned på deres egen computer, mens andre lånte. På den måde slap jeg faktisk for de store tekniske problemer, og kursisterne kunne koncentrere sig om at fortælle.

    I kan her se en video om Middelalderen:
     

    video
     
     
    Jeg har selvfølgelig fået lov til at vise videoen.

    onsdag den 25. marts 2015

    I gang med et projekt

    Har i dag stillet 6 af disse op:


    Jeg er i gang med et projekt i dansk. Vi arbejder med litteraturhistorie, og kursisterne har valgt en episode hver. I mandags søgte de information om deres periode, og i dag skal de bruge et par timer på at lave et Power Point. De skal senere de optage en video med Screencast-O-Matic, hvor de fortæller til. Jeg har selv indstillet programmet på 6 af skolens computere, således jeg forhåbentlig undgår for meget teknisk bøvl med at installere på kursisternes computere. Faktisk må jeg erkende, at jeg er lidt spændt på, hvordan det kommer til at forløbe.

    mandag den 23. marts 2015

    Øvelse med Padlet

    Padlet er og bliver min yndlingstjeneste. I sidste uge brugte jeg en væg i Padlet som udgangspunkt for en brainstorm. Eller faktisk var det to vægge, eftersom jeg havde delt klassen op i to. Min erfaring er nemlig, at væggen bliver for ovefyldt, hvis 20 kursister skriver på samme væg.
    Vi havde læst og analyseret teksten Danske unge er ude på et sidespor, og herefter skulle kursisterne argumentere for deres egen holdning til teksten. Således havde vi to vægge med holdninger til, om danske unge er ude på et sidesport. Kursisterne skulle efterfølgende med inspiration i de to vægge skrive et kort blogindlæg om, hvad de synes. De skulle printe teksten ud og sætte udsagnsled, grundled og komma. Her kan I se de to vægge i Padlet:

    Drengenes padlet:


    Pigernes padlet:


     

    torsdag den 19. marts 2015

    Office365

    I onsdags var jeg til en ganske interessant seminar, som bl.a. handlede om det nye Office365. Normalvis vil jeg måske ikke være specielt interesseret i sådan et oplæg, men oplægsholderen fra Microsoft viste os nogle ganske interessante funktioner i bl.a. Officemix, som faktisk gør, at mange af de web2.0-tjenester, som jeg arbejder med lige nu, bliver overflødige. Det vil klart være en fordel, hvis vi kan bruge Office365 i stedet for mange forskellige web2.0-tjenester. Jeg lagde specielt mærke til tre funktioner:


    1. Med det nye Officemix kan man udføre stort set alle funktioner, som jeg normalvis bruger Screencast-o-Matic til. Man kan simpelthen optage sin skærm på samme måde som med Screencast-o-Matic. Vi har nogle gange problemer med at downloade Screencast-o-Matic på kursisternes computere, så det vil være ganske praktisk, hvis vi blot kan bruge Office365.
    2. Lige nu bruger jeg Google Docs, når kursisterne skal arbejde kollaborativt i et dokument. Der vil med det nye Office365 være mulighed for at arbejde kollaborativt i almindelige dokumenter. 
    3. Der vil ligeledes være mulighed for at samarbejde i skyen. Her tænker jeg på, at man kan lave grupper i skyen, hvor man kan diskutere, samle viden og arbejde kollaborativt. Lige ny bruger jeg min kursistblog til at samle meget af mit materiale, men jeg spekulerer på, om den bliver overflødig med Office365. 

    mandag den 16. marts 2015

    360 ord

    En god kollega viste mig den anden dag en fed app, som han bruger i ordblindeundervisningen.
    Appen hedder 360 ord, og den træner selvfølgelig de 360 vigtigste ord. Tanken bag appen er, at læsningen bliver lettere, når man kan genkende ordenes ordbilleder.
    Appen er bygget op  i 6 niveauer, og der er en træningsdel og en spildel. I træningsdelen bliver ordene i de 6 niveauer læst op, og man skal genkende ordet. I spildelen fremkommer ordene vilkårligt, og man skal genkende dem så hurtigt man kan. Jeg tænker, at begynderlæsere og ordblinde kan have stor gavn af denne app.
    
     
     

     
     




    onsdag den 11. marts 2015

    Padlet om Yahya Hassan

    I dag har jeg genbrugt en gammel øvelse på et nyt hold. Faktisk var jeg lidt spændt på at skulle bruge øvelsen på dette hold, da de ikke er vant til at bruge IT så forfærdelig meget. Opgaven lød på, at kursisterne skulle finde information om Yahya Hassan og hans forfatterskab på nettet, hvorefter de på hver deres væg i Padlet skulle lave en beskrivelse af ham. Formålet med øvelsen var, at kursisterne skulle få viden om Yahya Hassan, og samtidig skulle de få lidt skrivetræning.

    Jeg havde lagt opgaverne ind på den blog, som jeg bruger på en andet hold. Jeg havde blot lavet en ny fane. På forhånd havde jeg lavet en væg til hver enkelt kursist, således de bare skulle gå ind på væggen og skrive.  I kan se hvorledes her.

    Et eksempel på en væg fra mit g-hold (lavet i dag):


    Et eksempel på en væg fra mit FED-hold (lavet sidste år):

    søndag den 8. marts 2015

    Videoredigering med YouTube

    Jeg har egentlig aldrig arbejdet med videoredigering i min undervisning. Først og fremmest er jeg på ingen måde en haj til de selv. For det andet har jeg haft svært ved at se formålet med det i forhold til vores bekendtgørelse. Jeg gør som regel meget ud af, at det tekniske aldrig må overskygge det faglige. Alle tjenesterne skal være redskaber til at nå de faglige mål, og jeg må erkende, at jeg ikke har kunnet finde plads til det med at redigere videoer i min undervisning.
    Da jeg i forrige uge var ved at forberede en workshop, faldt jeg over YouTubes redigeringsprogram, som findes her. Jeg har prøvet lignende programmer, men har altid syntes, at de var ganske tekniske. Jeg fulgte denne vejledning, og jeg må sige, at det var forholdsvist simpelt. Hvis jeg på et tidspunkt skal i gang med videoredigering, så vil jeg klart ty til dette redigeringsprogram.



    Billedet her er fra vejledningen, som jeg har linket til. Den er lavet af University College Sjælland.

    onsdag den 4. marts 2015

    Mega Magic Whiteboard - nu i brug!

    I kan måske huske, at jeg til Bett i London var ret begejstret for standen med Mega Magic Whitebords. Det var nok den mindst tekniske stand, faktisk har produktet jo intet med IT at gøre, men jeg kunne (og kan stadig) se nogle pædagogiske muligheder. Jeg er nu kommet i gang med at bruge mine flytbare whiteboards, hvilket I kan se på nedenstående billeder. Personligt synes jeg, at det giver liv i lokalet, at grupperne kan stå rundt omkring og skrive deres svar. Jeg elsker, når vi bruger det, som kursisterne skriver.



    I kan læse mit tidligere indlæg om produktet her.

    søndag den 1. marts 2015

    Kahoot

    Min skønne og dygtige kollega Nicolai er kommet i gang med at bruge tjenesten Kahoot, som jeg tidligere har skrevet dette blogindlæg om. Jeg har ikke selv fået prøvet tjenesten i undervisningen endnu, og jeg har lokket Nicolai til at skrive et lille indlæg:


    Kahoot er mit nye yndlingsprogram til en lille smule variation i undervisningen. Det er et online quiz-program, hvor man selv laver sin quiz. Man bestemmer selv spørgsmålene og antallet af mulige svar. Det er derfor en multiple choice quiz.
    Jeg bruger den på to forskellige måder. Enten har jeg forberedt en quiz med forskellige spørgsmål til et emne, vi er i gang med eller har afsluttet. Alternativt beder jeg kursisterne om at lave spørgsmål og svarmuligheder til en quiz, hvor jeg har valgt emnet for på den måde at udfordre deres faglighed. Både kursisterne og jeg synes det er et sjovt program. Det er ligetil, det er sjovt, også er der indlagt quizmusik, så kursisterne lige pludselig sidder helt fremme på stolen, helt nervøs, uden de har opdaget hvordan de endte der.

    How to
    Når man skal lave en quiz, går man på getkahoot.com og opretter en konto. Det er gratis. Man kan vælge imellem at lave en quiz, diskussion eller undersøgelse. Jeg har kun stiftet bekendtskab med quizzerne indtil videre.



    Når man har valgt quiz, er det derefter ret lige til. Først giver man quizzen et navn og derefter skal man så lave spørgsmål og svarmuligheder. Det er også muligt at tilføje filer i form af billeder og lignende til spørgsmålet. Når man har lavet sit spørgsmål og sine svarmuligheder, skal man vælge et eller flere korrekte svar. Derefter kan man vælge imellem at tilføje flere spørgsmål eller at færdiggøre quizzen.



    Når man har trykket på Save & continue, skal man vælge sprog og målgruppe for kahoot, ligesom man skal vælge om den er privat eller tilgængelig for andre.

    Man kan igennem hele forløbet følge med i hvor langt man er i forløbet.  Når man er færdig kan man vælge at trykke på Play now eller gemme den til en anden gang.

     
    Quizzen ligger nu på en bruger, så man altid kan finde den når man logger ind på getkahoot.com.

    Spillet

    Når man skal quizze med kursisterne skal de gå ind på kahoot.it. Der bliver de spurgt om en Game-pin. Den står på tavlen når læreren har trykket Play Now.
     


    Når alle kursister har logget sig ind, trykker læreren på Start now og quizzen kan begynde.


     

    På tavlen vil spørgsmålet og svarmulighederne komme op, mens der på kursisterne skærm kun vil komme de fire svarmuligheder.                        


    torsdag den 26. februar 2015

    Skriveøvelse med Google Docs

    Med mange af web2.0-tjenesterne forsøger jeg at snige flere skriftlige øvelser ind i min undervisning i forhold til tidligere. Fra mit perspektiv er det præcis det, som er web2.0-tjenesternes styrke. Mange kursister kan dele dokumenter og se, hvad de andre skriver. Jeg kan selv godt lide, at skriftlighed ikke kun er LANGE skriftlige afleveringer.
    Mine kursister afleverede for et stykke tid siden anmeldelser. Jeg savnede lidt en vurdering af personerne og miljøet i mange af deres anmeldelser, og derfor arbejdede vi i dag med dette. Vi brugte Google Docs, hvor kursisterne i grupper først skulle beskrive, hvordan udvalgte personer eller miljøet blev fremstillet i filmen Ondskaben af Jan Guillou. Herefter skulle de vurdere, hvilken betydning de synes, denne fremstilling har for filmen. I kan se øvelsen her:



    Link til dokument

    søndag den 22. februar 2015

    Spændende indlæg om interaktive spil

    Mit sidste indlæg handlede om mine spil. Tilfældigvis faldt jeg over et indlæg på Skolestuen om websitet Classtools, hvor man finder en spændende samling af gratis skabeloner til at lave egne, interaktive online-læringsspil og andre aktiviteter med. På Skolestuen var der lagt et eksempel på ordquizzen Connect Fours, som absolut ser spændende ud. I kan selv læse indlægget her.

    torsdag den 19. februar 2015

    Diverse danskspil

    Her kommer et indlæg, som (næsten) intet har med web2.0 at gøre. Det handler derimod om mine spil. Jeg har en efterhånden ret stor kasse med diverse kort, som jeg bruger til at variere undervisningen - specielt grammatikundervisningen. Her kan I se nogle af de spil, jeg har brugt sidst:

    • Orddomino: Jeg har lavet et række kort a la domino. Kortene er lavet således, at kursisterne skal danne en lang ordkæde med de svære ord fra en gammel tekst og deres betydning. Jeg har brugt det som før-læsningsstrategi for nemmere at komme igennem en svær tekst.
    • Byg sætninger: Jeg har en helt masse kort med en masse enkelte ord. Kortene er selvfølgelig lavet således, at de kan sættes sammen til sætninger med udsagnsled, grundled, genstandsled og hensynsled. Kursisterne skal i grupper løse forskellige opgaver med kortene. Lav en sætning med udsagnsled, grundled og genstandsled. Lav en sætning med alle udsagnsled, grundled, genstandsled og hensynsled... osv.  
    • Til hvert emne har jeg kort med de faglige begreber indenfor emnet. Kursisterne organiseres i grupper, trækker et kort og skal forklare det faglige begreb. God øvelse til at træne mundtlighed og faglige begreber
    • Ovenstående øvelse kan varieres med, at hver kursist trækker et kort med et fagligt begreb. Kursisten skal forklare begrebet til de andre i gruppen, men må ikke sige ordet. Her kan man konkurrere grupper mod hinanden, og den gruppe, som har gættet flest på en bestemt tid, vinder.
    • Jeg har en række kort med udsagnsord i forskellige bøjningsformer. De svage kursister får en bunke kort og skal bare sortere dem i de rigtige bøjningsformer. De dygtige kursister kan lave konkurrence i grupper. Man skiftes til at vende et kort, den som først fanger viskelæderet på midten af bordet må sige hvilken bøjningsform ordet står skrevet i. Den, der til sidst har gættet flest rigtige, vinder.
    • Samme konkurrence som beskrevet ovenover har jeg med navneord og forskellige ordklasser.
    • Tjenesten Socrative har en sjov raket-funktion, hvor kursisterne kan quizze på tid. Kahoot kan nogenlunde det samme.
    • Jeopardy er selvfølgelig også altid en god variationsmulighed.
    • Quizlet kan man lave sine egne spil bl.a. vendespil. Jeg er ikke selv kommet i gang med at bruge tjenesten, men har planer om at finde ud af, hvad det er for noget.



    mandag den 16. februar 2015

    Undervisningsforløb med fokus på retorik

    Jeg er i gang med at forberede det sidste forløb på d-niveau. Det har voldt mig lidt problemer, eftersom jeg har mange løse ender, jeg vil have med. Først og fremmest har jeg nogle faglige aspekter, som skal integreres, derudover vil jeg gerne øve lidt retorik og formidling samtidig med, at vi får repeteret de forskellige genrer, som kursisterne kan møde til mundtlig eksamen.
    I mine forløb plejer jeg som regel at samle tekster med samme tema, men denne gang har jeg valgt tekster, som alle kan perspektiveres til et tidligere emne/tema, som vi har været igennem. Intentionen er selvfølgelig, at kursisterne skal øve sig på at perspektivere til emner og tekster, som vi har arbejdet med i år. Jeg har her skitseret en oversigt over forløbets delmål og opgaver. Jeg har ikke gennemtænkt opgaverne så grundigt som jeg plejer, men skyldes simpelthen, at jeg ikke kan tænke så langt... ;-)


    1. Mål: Kendskab til appelformerne ethos, pathos og logos
    Opgave: Sidste år havde jeg lavet nogle opgaver i Padlet og Socrative, hvor jeg arbejdede med dette. Jeg tænker at genbruge, I kan læse om dem her

    2. Mål: Diskutere hvad der kendetegner en god tale, og hvad der gør én til en god taler
    Opgave: Jeg ved, at kursisterne på dette tidspunkt arbejder med Black America i engelsk. Jeg tænker at drage paralleller til dansk, hvor vi skal kigge på nogle taler af Martin Luther King og Barack Obama.


    3. Mål: At arbejde med argumentation i et interview 
    Opgave: Min erfaring er, at det kan være svært at placere interviewet som informationsgenre. Den, der bliver interviewet, siger jo sin mening... Derfor skal vi analysere og fortolke interviewet Foruroligende mange er blevet teknologijunkier, og vi skal have fokus på genren og den interviewedes argumentation.

    4. Mål: At have kendskab til, hvordan man laver et godt talepapir
    Opgave: Vi analyserer og fortolker teksten Neglelak og langt hår er forbudt for drenge og fokus er på at lave notater, som er hensigtsmæssige at bruge til eksamen

    5. Mål: At formidle en analyse og fortolkning frit og flydende
    Opgave: Kursisterne laver en individuel analyse og fortolkning af eventyret Ulven og de syv gedekid. De skal indtale deres analyse og fortolkning med Vocaroo eller på deres smartphone. 

    6. Mål: At kunne oplæse en tekst på en levende måde
    Opgave: Kursisterne læser Snemanden af H.C. Andersen i grupper, og herefter laver de en analyse og fortolkning af teksten. Google Docs bruges til arbejdet.

    7. Mål: At kunne lave en god disposition, herunder at kunne formidle indholdet af et digt
    Opgave: Jeg oplever tit, at kursister, når de skal formidle indholdet af et digt, er for overfladiske. Vi skal arbejde med teksten Den første nat af Ankerstjerne og fokus er på at lave en god disposition af det, man vil formidle. Jeg tænker, at vi på en eller anden måde skal bruge matrixgrupper, men også at jeg selv indtaler en eksemplarisk gengivelse med Screencast-o-matic.

    8. Mål: At svare for sig
    Opgave: Kursisterne laver en analyse og fortolkning af en (ældre) novelle, jeg ikke har valgt endnu. Efterfølgende sættes de sammen i gruppe på tre, hvor to af kursisterne må udspørge den anden om hans/hendes analyse og fortolkning. Intentionen er selvfølgelig, at kursisterne øver sig på at argumentere for sin sag.

    9. Mål: At have kendskab til Helle Helles forfatterskab og fremlægge en analyse og fortolkning
    Opgave: Vi arbejder med novellesamlingen Rester og deler novellerne ud mellem kursisterne. Kursisterne skal lave en analyse og fortolkning, som fremlægges for resten af klassen eller dele af klassen. Prezi eller Power Point bruges muligvis.

    10. Mål: At kunne formidle filmtekniske observationer
    Mål: Jeg har oplevet, at det kan være svært for kursisterne at formidle de filmtekniske virkemidler i kortfilm. Det kan tage tid at finde eksemplerne, ligesom det kan være svært at vurdere hvor mange eksempler man skal finde, og hvor mange der er nødvendige at vise. Vi laver en analyse og fortolkning af kortfilmen Wolfgang, og herefter inddeles kursisterne i grupper, hvor de får tid til at vise nogle filmtekniske iagttagelser.

    11. Mål: Se hvordan eksamen foregår
    Opgave: Prøveeksamen

    torsdag den 12. februar 2015

    Wix - lav din egen hjemmeside

    Min kære mand kom hjem og fortalte mig om tjeneste, som de på hans skole har brugt i forbindelse med OSO. Den hedder http://www.wix.com/, og du kan her lave din egen hjemmeside. Min mand havde brugt tjenesten sammen med nogle elever, og den viste sig at være ganske enkel og simpel at bruge. Det var skam også det indtryk, jeg fik, da jeg hurtigt gik ind for at afprøve siden. I kan her se en præsentationsvideo af Wix:  
     
    
     

    Personligt kan jeg godt lide, at man kan logge ind med Facebook eller sin Google konto, hvilket man kan.

    søndag den 8. februar 2015

    Ideer til et undervisningsforløb om ondskab

    Efter vinterferien har jeg planer om at påbegynde et undervisningsforløb med udgangspunkt i filmen Ondskab. Jeg har ikke lavet forløbet endnu, men er i gang med at finde ideer. På denne hjemmeside kan man finde inspiration til at arbejde med filmen og/eller bogen, og her findes opgaver til læs-let-udgaven. Jeg har her listet ideer op til, hvordan web2.0 kan bruges i forløbet. Det er kun variationsmuligheder, som jeg vil bruge ved siden af de almindelig analyse- og fortolkningsspørgsmål. Det er desuden kun ideer, og jeg kommer langt fra til at bruge alle:
    • Inden vi går i gang forestiller jeg mig, at kursisterne laver en brainstorm på en væg i Padlet. Hvad forbinder de med titlen ondskab?
    • Efter at klassen har set filmen, fordeles filmens personer mellem grupper i klassen. Hver gruppe skal selvfølgelig lave en grundig personkarakteristik af deres person. Deres personkarakteristik skal laves i tjenesten Glogster, således flere modaliteter kommer i spil.  
    • Hver kursist skal vælge et sted i bogen, hvor man ser mange beskrivelser og detaljer. De skal øve sig på at læse op ved at bruge tjenesten Voccaroo.
    • Kursisterne skal beskrive nogle filmtekniske detaljer. De skal lave en oplæg i Prezi, hvor de finder eksempler på filmtekniske observationer.
    • Læs artiklen SMS'er gør ondt, som jeg har på kopi. I Google Docs diskuteres forskellen på mobning i bogen og i artiklen. 
    • Brug iMovie til at lave en trailer til fortsættelsen af filmen.
    • Kursisterne læser denne anmeldelse. Herefter skal de selv skrive en anmeldelse, som lægges på en fælles blog, hvor kursisterne kan kommentere hinandens arbejde.  



    onsdag den 4. februar 2015

    En gammel øvelse

    Jeg er i gang med at planlægge et par lektioner om reklamer og billeder. Tilfældigvis faldt jeg over en gammel øvelse med Padlet, som jeg vist ikke har skrevet om. Indledningsvis forklarede jeg forskellige billedkompositioner på tavlen, hvorefter kursisterne i grupper skulle finde eksempler på Google og lægge på en væg i Padlet. Formålet var ganske simpelt, at de skulle øve sig i at genkende forskellige billedkompositioner. Her kan I se et eksempel på en væg:



    Så vidt jeg husker fungerede det ganske glimrende, men jeg har ikke bestemt mig til, om jeg genbruger øvelsen.

    torsdag den 29. januar 2015

    Toondoo

    Jeg er stadig i gang med mit forløb om danskhed. Tidligere har jeg beskrevet, hvordan jeg i forløbet vil inddrage tjenesten Toondoo, nu vi læser tekster fra pære-perker-dansk. I dag har nogle af kursisterne lavet deres egen tegneserie. De fik frit valg mellem en kreativ opgave og nogle opgaver, jeg havde stillet om kendte tegneserietegnere.

    I kan her se eksempler på kursisternes tegneserier. Der skete det, som naturligvis sker, når man giver dem helt frie tøjler; deres tegneserie blev fuldstændig ganske crazy:







     
     

    tirsdag den 27. januar 2015

    Brainstorm på fem forskellige måder

    Brainstorm eller mindmap? Helt ærligt, så bruger jeg disse ord i flæng. Jeg er klar over, at der på et eller andet niveau er en teoretisk forskel mellem dem, men i praksis bruger jeg dem om en aktivitet, hvor vi samler forskellige ideer eller ord om et emne. Jeg bruger denne form for aktivitet ganske meget i min undervisning, og jeg har opridset forskellige variationsmuligheder - med og uden web2.0:
    • Nogle gange er det passende, hvis kursisterne ganske hurtigt får nedskrevet deres tanker eller samlet deres viden om et emne. Her bruger jeg som regel et helt almindeligt stykke papir og en blyant. Altså papirudgaven... :-) Så kan det ikke betale sig at finde computeren frem.  
    • En god måde at få et overblik over et emne er, når kursisterne får god tid til at lave en mindmap. Så bruger jeg som regel de ganske gode web2-tjenester, som findes på markedet. Jeg har tidligere skrevet dette indlæg om de forskellige tjenester, som kan bruges til mindmapping, men her har jeg fundet en endnu grundigere beskrivelse. Mange kursister kan godt lide, at de kan krydre deres mindmap med billeder, farver, videor osv. Rent læringsteoretisk kan jeg se en fordel i, at flere forskellige modaliteter kommer i spil. Nederst kan I se eksempler på sådanne mindmaps.
    • Jeg har tidligere på året været på kursus i læring og bevægelse. Her fik vi en ganske god ide til, hvordan man kan lave brainstorm samtidig med, at man bevæger sig. Kursisterne inddeles i nogle grupper, og hver gruppe hænger et stort stykke papir op på væggen. De stiller sig nogle meter fra og skal skiftevis løbe/gå hen til papiret og nedskrive deres ide/tanke. Øvelsen er beskrevet et eller andet sted på denne hjemmeside.
    • Tjenesten Padlet er oplagt at bruge til at lave en fælles brainstorm på klassen. Kursisterne skal bare have et link og så kan de skrive så tosset de vil på væggen. Den eneste ulepme er, at det kan blive ret så ustruktureret. Jeg bruger denne aktivitet ofte, og I kan se eksempler her og her.
    • Jeg har ikke prøvet denne øvelse i undervisningen, men ofte på diverse pædagogiske kurser. Jeg forestiller mig, at den sagtens kan bruges i undervisningen også. Alle får tildelt en række stickers (jeg kan ikke lige komme på det korrekte danske ord), som man skriver sine ideer ned på. Alle stickers samles på en væg, hvorefter man kan kategorisere dem.






    onsdag den 21. januar 2015

    Bett 2015

    I dag var vi så til selve Bett. Hold da op, hvor er det stort og til tider svært at navigere i. Specielt for en som mig, som ikke er specielt teknisk interesseret, men nærmere interesseret i pædagogisk og didaktisk udvikling. Når det kommer til it, så ender det ofte med at falde tilbage på teknik. Jeg har dog set nogle spændende ting i løbet af i dag;

    1. Mega magic whiteboard: min kollega faldt over denne stand, som overhovedet ikke er high tech, men har et produkt, der virkelig er anvendeligt i (min) undervisning. De laver transportable whiteboards, og med det mener jeg lærreder på ca 1 x 1 meter, som man kan folde sammen, hænge op på vægge og skrive på. Jeg kan nemt forestille mig at bruge dem i gruppearbejde. Hver gruppe får et lærred, de skal skrive på, og når de fremlægger for de andre, hænger vi det op et passende sted. Jeg har allerede fået lov til at købe nogle stykker med hjem.

    2. Wizefloor: et dansk firma laver interaktive gulve. Måske er det ikke så relevant, når man underviser på VUC, men det var virkelig spændende. Jeg så, hvordan man kunne stille sig på et felt på gulvet, hvorefter der ville dukke et spørgsmål op. Så dukkede der forskellige valgmuligheder op, og man skulle selvfølgelig gå over det det korrekte. Et produkt som virkelig giver mulighed for st koble læring og bevægelse.

    3. Præsentation af notebook og deres muligheder: Microsoft havde en gennemgang af, hvad Notebook kan. Det er virkelig virkelig smart og anvendeligt, og jeg skal helt sikkert i gang med Notebook. Den engelske lærer, som instruerede os, viste, hvordan hun opbygger leksikoner, og hvordan hun altid kan se de opgaver, eleverne laver. I morgen skal jeg helt klart tilbage, sidde lidt ved standen og arbejde ned Notebook.

    4. Fleksible smartboards: vi har set en del smartboards, som man kan køre med rundt og vippe ned. Vi er i gang med at renovere på skolen, og vi får sandsynligvis et kæmpe rum til pædagogisk udfoldelse. Vi har talt om at sætte flere smartboards op i rummet, så flere grupper kan arbejde på deres eget board. En mulighed var også at investere i disse fleksible smartboards, så man kan tage dem med hen, hvor man vil. Prisen kender jeg ikke ;-)

    tirsdag den 20. januar 2015

    Prebett 2015

    I dag har jeg været til konference i London. Bett starter først i morgen, men i dag har vi været til Prebett arrangeret af Videnscenter for IKT. Vi var i fantastiske lokaler på 16. etage i bydelen City. Her kan I se udsigten:




    Her har jeg skrevet lidt om de forskellige oplæg, jeg deltog i:
    • Oplæg om Global football classroom: Et oplæg om, hvordan man har brugt fjernundervisning til at give unge fodboldspillere en uddannelse. Det mest interessante for en som mig var en video om, hvordan de bruger Kahoot i fjernundervisningen. Jeg har tidligere skrevet et oplæg om Kahoot her. 
    • Oplæg fra Polycom, som er et firma, der stiller teknologi til rådighed. Vi så et eksempel på, hvordan en livekonference kan foregå med Polycons produkter. Firmaet havde ellers disse spændende forudsigelser: 
               2016: Video er det mest brugte kommunikationsværktøj 
               2018: 50 % af alle applikationer er cloud-drevet
               2020:  De fleste af os vil have 6 devices
    • Oplæg om gamification i undervisningen: Personligt er jeg ganske interesseret i gamification, idet jeg tror, det har stor motivations- og læringsmæssig gevinst. Dog fik jeg ikke så meget ud af oplægget. Jeg er jeg i gang med et længere blogindlæg om mine danskspil. 
    • Oplæg om webapps: Ganske spændende oplæg, men når man selv har en blog (eller flere), som jeg har, var der intet nyt.
    • Oplæg om Flipped Classroom: Jeg har hørt oplæg om Flipped Classroom tusinde gange, men dette var helt klart dagens højdepunkt. Han viste bla. tjenesterne Snag it for Chrome, VideoANT, Vialogues, Hapyak og Clarify, som jeg skal have kigget nærmere på. 
    Jeg glæder mig til selve Bett showet, som starter i morgen. 



    fredag den 16. januar 2015

    Hvordan man også kan bruge en formular...

    Jeg har her i det nye år fået næsten dobbelt så mange undervisningslektioner, som jeg havde inden jul. Det kan selvfølgelig mærkes, jeg skal lige vænne mig til at have lidt mindre tid til at forberede mig i. I går var jeg simpelthen nødt til at afholde en time, som jeg stort set ikke havde forberedt mig til. Ja, det gør jeg stort set aldrig, men nogle gange kan det være nødvendigt. Og jeg har på INGEN måde dårlig samvittighed...

    Det blev til en lektion, hvor kursisterne skulle læse novellen Uro i forstæderne af Leif Panduro. Personligt synes jeg, det er en fantastisk tekst, som ofte bringer mange spørgsmål frem hos kursisterne. De skulle skrive et referat og lave 10 undrespørgsmål i denne Google formular:



     
     
     

    Min plan er at udvælge de bedste spørgsmål, og lade kursisterne arbejde med dem i Google docs på mandag. 

    onsdag den 14. januar 2015

    Padlet igen igen

    Padlet er og bliver min yndlingstjeneste. Som I kunne læse, brugte vi den i sidste uge, da vi skulle lave brainstorm om emnet danskhed. I dag fik jeg brugt den, da vi arbejdede med Yahya Hassans digt Barndom. Indledningsvis hørte vi hans oplæsning af digtet, og herefter skulle kursisterne enkeltvis udvælge de 9 vigtigste ord i teksten. Jeg satte dem i grupper, hvor de så skulle udvælge gruppens 9 vigtigste ord. Det kom der mange gode forhandlinger og argumenter ud af. Grupperne skulle skrive deres 9 ord på nedenstående væg, så vi havde et fælles udgangspunkt i opsamlingen:




    Link til væg

    fredag den 9. januar 2015

    Pære-perker-dansk

    Som tidligere nævnt er jeg i denne uge gået i gang om mit forløb om danskhed. Den anden dag, da jeg sad og surfede lidt på nettet, faldt jeg over bogen pære-perker-dansk. I bogen er der 9 noveller og 10 tegneserier, som handler om at være helt almindelig, ung og dansk og have en anden hudfarve end de fleste. Både novellerne og tegneserierne besidder en vis portion humor, nogen af dem lige til grænsen, men jeg har nøje udvalgt to noveller og to tegneserier, som jeg vil integrere i mit forløb om danskhed.  

    Jeg faldt også over dette interessante blogindlæg, hvor man kan få god inspiration. Min tanke er, at kursisterne selv skal lave en tegneserie med enten Toondoo eller Pixton. Jeg har tidligere skrevet indlæg om begge tjenester her, her og her.






    onsdag den 7. januar 2015

    En genbrugsøvelse

    Som de fleste andre lærere genbruger jeg materiale fra år til år. Der er jo ingen grund til at opfinde den dybe tallerken hver gang, vel?! Jeg er netop gået i gang med mit forløb om danskhed, som jeg normalvis arbejder med på e-niveau. I kan se forløbet her

    Vi indleder altid forløbet med at lave en brainstorm i Padlet. Her reflekterer kursisterne over, hvad de forbinder med Danmark og danskhed. Jeg bruger øvelser hvert år, fordi den bare fungerer. I dag lavede vi øvelsen, og jeg synes det er meget interessant at sammenligne dagens brainstorm med brainstormen fra sidste år:

    Dagens brainstorm:

     

    Link til væggen


    Sidste års brainstorm: 



    Link til væggen

    søndag den 4. januar 2015

    Tre ting jeg glæder mig til i det nye år

    I morgen starter hverdagen for alvor igen. Jeg elsker ferier, men elsker hverdagen endnu mere. Jeg har fundet tre arbejdsrelaterede ting, som jeg glæder mig til i den kommende tid:

    1. Jeg glæder mig rigtig meget til slutningen af januar, hvor jeg skal med et par kolleger til den store it- og læringsmesse i London, Bettshow. Det skal I nok høre mere om :-)

    2. Jeg skal starte et nyt danskhold her efter jul. Oftest underviser jeg på FED-niveau, hvilket jeg stadigvæk gør, men jeg skal desuden have et G-hold. Vi har et halvt år til at gøre kursisterne klar til eksamen - spændende...

    3. Selvfølgelig skal jeg have kigget på en masse nye web-tjenester. Jeg har listet et par interessante op herunder. Inspiration har jeg fået fra hende her, mon jeg når alle?