fredag den 31. oktober 2014

Kahoot

Da jeg for nogle dage siden skrev et indlæg om Socrative, gjorde Nicolai mig opmærksom på tjenesten Kahoot. Jeg blev (selvfølgelig) nysgerrig og gik straks i gang med at afprøve tjenesten. Nedenstående billede viser faktisk ganske glimrende, hvad tjenesten kan bruges til - en slags student response system. Læreren laver en quiz, og kursisterne kan bruge deres telefon eller iPad til at besvare spørgsmålene. Kursisterne behøver ikke at have en bruger på Kahoot, men de skal blot have nummeret på den quiz, de skal deltage i.





Inde i Kahoot ligger en del quizzes, som man frit kan benytte. Jeg fandt en matematikquiz, som I kan se et udpluk af herunder. Nedenstående billede er lærerens skærm og altså den, som skal vises på smartboard. Kursisterne skal på deres skærm vælge, om de vil besvare rød, blå, orange eller grøn.






Læreren får løbende statistik over svarene, og man kan til slut få en samlet statistik over alle besvarelserne.




Spændende tjeneste, synes jeg. Jeg kan specielt godt lide, at man frit kan benytte andres arbejde - så er man fri for at opfinde den dybe tallerken hver gang :-)

onsdag den 29. oktober 2014

Åbn teksten med Wordle

På http://itigymnasiet.dk/ var der for et stykke tid siden et spændende og meget danskrelevant indlæg om, hvordan man kan åbne tekster med tjenesten Wordle. Hvis ikke I har læst indlægget, så synes jeg helt klart, I skal tjekke det ud her.     

mandag den 27. oktober 2014

Oplæsning med Vocaroo

Jeg er jo allerede i gang med det undervisningsforløb, jeg lagde ud på bloggen i weekenden. Som I kan læse, ville jeg forsøge at bruge Vocaroo i forhold til at oplæse en tekst. Det er jo således, at vi stort set arbejder lektieinkluderende. Det er ikke officielt, men vi forsøger at begrænse lektierne. Derfor læser vi rigtig meget på klassen, og jeg forsøger at variere læsningen så meget som muligt.
I sidste uge forsøgte jeg mig med Vocaroo. Klassen skulle arbejde med novellen Min broders vogter, og jeg havde oplæst teksten og optaget oplæsningen med Vocaroo. Altså, jeg er ikke verdens bedste oplæser, men det fungerede okay i praksis. Kursisterne skulle, mens de lyttede til min oplæsning, skygge personer. Det vil sige, at de skulle understrege, når der kom vigtig information om udvalgte personer. Det var mit indtryk, at det gik ganske fint - nok bedst for de læsesvage kursister, som ikke sad og læste 1000 år efter, at de andre var blevet færdige.

Vocaroo fungerede upåklageligt til at optage en oplæsning som denne. Faktisk skal man stort set bare trykke på en knap, hvorefter man optager. Når optagelsen er færdig, får man et link til sin optagelse.



fredag den 24. oktober 2014

Undervisningsforløb om at være anderledes

Jeg er begyndt at lægge stort set alle mine undervisningsforløb ud på bloggen. Faktisk er det mest for min egen skyld - jeg er et rodehoved, og så kan jeg altid finde dem igen. Hvis andre kan få inspiration, er det bare fedt. Det overordenede mål med dette undervisningsforløb er, at kursisterne bliver i stand til at analysere og fortolke noveller og novellefilm. Som altid er det beskrevne forløb mine indledende tanker, og jeg tilpasser det altid hist og her undervejs.

Mål: At lytte til oplæsning af en novelle og skygge personer undervejs
Vi arbejder med novellen Min Broders Vogter. Indledningsvis genopfrisker vi novellens genretræk og de begreber, som vi arbejder med, når vi laver en personkarakteristik. Herefter skal kursisterne lytte til en oplæsning af novellen, og undervejs skal de markere/notere, når en der er en personbeskrivelse i teksten. Vocaroo bruges til at optage oplæsningen.

Mål: At kunne lave en kvalificeret personkarakteristik af novellens personer
I grupper skal kursisterne lave personbeskrivelser af de forskellige personer. Opgaven laves på en væg i Padlet.

Mål: At have kendskab til fortællersynsvinkler og fortællertyper. 
Kursisterne skal ud på et fortæller-o-løb. Ved hver post hænger et uddrag fra en tekst, og kursisterne skal bedømme, hvilken fortæller der er i uddraget. Til løbet bruges skolens iPads, da posterne er QR-koder

Mål: At kunne lave en analysere og fortolke en tekst herunder at kunne lave en miljøkarakteristik
Indledningsvis forklares de begreber, som vi bruger, når vi taler om miljøkarakteristik. Kursisterne arbejder individuelt med spørgsmål til Min Broders Vogter. Ekstraopgave til de hurtige: Teksten relateres til fortællingen om Kain og Abel.

Mål: At have kendskab til berettermodellen
Kursisterne ser nedenstående film om berettermodellen og tager notater til (Flipped Classroom).


Mål: At kunne analysere og fortolke en novellefilm
Vi ser filmen om Dennis og arbejder med spørgsmål til filmen i grupper. Google Docs bruges til arbejdet.





Mål: Kunne lave en analyse af de filmtekniske virkemidler
Indledningsvis gennemgås begreberne, som vi arbejder med, når vi analyserer filmens tekniske virkemidler. Herefter arbejder kursisterne enkeltvis eller i makkerpar med at finde eksempler i filmen.

Mål: Kende til teksters komposition, samt at analysere og fortolke en novelle med fokus på dennes komposition
Indledningsvis præsenteres de begreber, som vi arbejder med i forhold til teksters komposition
Kursisterne læser Vold i skolen af Cecil Bødker i grupper (rollelæsning), og de laver en analyse og og fortolkning af teksten med fokus på dennes komposition.

Mål: At kunne finde eksempler på filmtekniske virkemidler i kortfilm
Vi ser filmen Ronans Escape, hvorefter kursisterne arbejder i matrixgrupper. Hver gruppe finder eksempler på filmtekniske virkemidler, og disse eksempler skal fremlægge for en ny gruppe. Eventuelt inddrages plot point-modellen også.




Mål: Kende forskel på direkte og indirekte tale og kunne sætte de korrekte tegn
Indledningsvisgennemgås direkte og indirekte tale. Jeg har klippet forskellige billeder fra filmen, og her skal kursisterne skrive en samtale til, hvor fokus er på at sætte de korrekte tegn.

Mål: Evaluere forløbet 
Socrative benyttes til at evaluere forløbet.


torsdag den 23. oktober 2014

Artikel: Web2.0 i praksis

I denne måned har jeg en artikel i magasinet Voksen Uddannelse. Jeg blev spurgt, om jeg ville skrive en artikel, som tog udgangspunkt i den workshop, jeg afholdt på Vingsted Konferencen i august. Og det gjorde jeg så... Siden jeg skrev artiklen har jeg selvfølgelig fundet en masse gode pointer og god litteratur, som jeg ikke fik med, men pyt... :-) 




I kan læse artiklen her, hvis det har interesse. 

mandag den 20. oktober 2014

"Nye" muligheder på Socrative

Måske jeg er lidt langsom, men det gik for nyligt op for mig, at jeg faktisk ikke har prøvet den absolut sjoveste funktion i Socrative. Indtil videre har jeg nemlig kun brugt den funktion, som hedder Quick Question. Jeg har været rigtig glad for denne funktion, da den kræver minimal forberedelse og fungerer godt i klasserummet



Da jeg holdt oplæg på Vingsted Konference i august, fandt jeg ud af, at Socrative faktisk indholder en fantastisk mulighed for at lave konkurrence - et Space Race.



Her kan man lave en quiz på forhånd, og herefter kan et antal hold dyste om at besvare spørgsmålene først. Hvis man svarer korrekt, kommer raketten frem, men hvis man svarer forkert, bliver raketten stående. Vinderen er selvfølgelig det hold, som kommer først.




Jeg afprøvede dette Space Race lige inden ferien, og det gik rigtig godt. Nettet drillede dog enkelte hold, men er det er helt sikkert en funktion, som jeg skal prøve igen. Det er min erfaring, at kursisterne godt kan lide, når der kommer lidt konkurrence med i timerne! 

fredag den 17. oktober 2014

Gode app´s til en ny spændende form for videoredigering

Min mand underviser på en specialskole og har netop taget en diplom i mediepædagogik. Jeg har lokket ham til at skrive et blogindlæg om de apps, som han har brugt i sin undervisning for nyligt. I kan læse det her:


Jeg har i ca. 20 undervisningslektioner arbejdet med videoredigering sammen med 5 elever. I den tid fandt vi en del app´s der gjorde redigering og optagelser lidt sjovere. Alle eleverne brugte Imovie til redigering og under hele forløbet havde de mulighed for at fortælle om nye app´s de havde set eller afprøvet. Her er de mest anbefalingsværdige App's: 







"Video Downloader Super Premium" er en brugervenlig app til at hente stort set alle videofiltyper fra youtube og andre hjemmesider ned på din kamerarulle på Ipad'en. Herefter kan man frit arbejde videre med klippene i Imovie. Dette hjalp virkelig de elever, som ikke kan lide selv at stå foran kameralinsen, fordi de i stedet for at filme dem selv kunne bruge små klip fra internettet. Denne App skal købes da man ellers kun kan bruge det x antal gange.




 


App'en "Reverse" fik vi meget sjov ud af. Den kan optage og afspille en videooptagelse baglæns i langsom/normal/hurtig tempo. Eleverne blev meget innovative og tænkte optagelser igennem, så de næsten forudså hvordan det ville komme til at se ud. Det blev til nogle humoristiske lektioner. Denne App er gratis:-)



App'en "Morfo" kan lave portrætfotos og vække dem til live, så man kan få personen til at snakke og bevæge ansigtet. Meget sjov at arbejde med og god til en lille "hvem er jeg?" gætteleg. Vi brugte den også til at afspille lydfiler med personens egen stemme, så det så ud som om personen virkelig snakkede. "Morfo" kan hentes gratis, men udvalget af mulige morfs bliver langt større hvis man køber det.

Undervisningsforløbet endte med at være både spændende og sjovt for mig og mine elever, så håber I kan bruge disse 3 programmer til en mere spændende videoredigering.