Todays Meet er en af de simpleste tjenester overhovedet. Med tjenesten har du et chatroom, hvor kursisterne kan lægge korte kommentarer uafhængigt af tid og sted. Jeg har her listet 8 idéer op til, hvordan man kan anvende tjenesten i sin undervisning:
1. Brug tjenesten til at skrive SMS-noveller. I kan læse mere om dette lige her
2. Brug tjenesten til at lave kollektiv brainstorming
3. Brug tjenesten i forbindelse med flipped classroom. Når kursisterne ser en videogennemgang hjemme, kan de skrive spørgsmål og kommentarer i et chatroom lavet i Todays Meet. Så kan læreren forberede svar/øvelser, som er i overensstemmelse med elevernes ønsker
4. Brug tjenesten som et spørgsmålsforum. Kursisterne har læst en tekst eller set en film, og de kan bruge Todays Meet som forum til at stille spørgsmål.
5. Som en kort øvelse i forbindelse med at man arbejder med interviews, kan man bruge Todays Meet som interviewforum. Kursisterne går sammen to og to om et chatroom, hvor den ene er interviewer og den anden er en (kendt) person, som skal interviewes. Intervieweren kan stille spørgsmålene i forummet, mens den anden selvfølgelig svarer.Jeg forestiller mig to varianter af øvelsen 1. Den der skal interviewes vælger selv en kendt person, som skal interviewes. Fokus er på at få kendskab til interviewgenren og lære at stille spørgsmål 2. Den der interviewes skal være en hovedperson fra en tekst / film og skal forsøge at besvare spørgsmålene, som denne ville have gjort (lidt a la den varme stol). Fokus er her mere på personkarakteristik og forståelse af personens handle- og tankemønstre.
6. Brug tjenesten til at nedskrive konkrete eksempler fra teksten. Opgaven kan lyde: Hvordan er sproget i teksten? Find konkrete eksempler og skriv dem i vores forum.
7. Brug tjenesten som et afleveringsforum. Nogle gange har man måske brug for et sted, hvor kursisterne kan aflevere links. Her vil Todays Meet være oplagt.
8. Brug tjenesten til at synliggøre ventelisten. Jeg kender mange lærere som på tavlen har en venteliste - kursisterne skriver sig på i rækkefølge for at få hjælp. Man kan bruge Todays Meet til at lave en online version af dette. Se billedet:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar