søndag den 10. maj 2015

Google Docs

I fredags arbejdede jeg for første gang med Google Docs på mit g-hold. Dette hold er et halvårshold, som kun har dansk og matematik, og kursisterne er ikke synderligt vant til at arbejde på computer. Det var første gang, at vi brugte Google Docs, så det skulle være ret så simpelt. Øvelsen gik ud på, at de i grupper skulle finde dokumentation i teksten på deres person- og miljøkarakteristik. Min erfaring er nemlig, at mange springer alt for let hen over dette til eksamen. Her kan I se dokumentet, som alle på holdet kunne redigere i undervejs:


Link til dokument

søndag den 3. maj 2015

Forfatterweb og faktalink

På skolemessen i forrige uge faldt jeg over en stand, som var meget interessant for en dansklærer som mig. Bibliotekerne i Danmark er gået sammen om at lave en hjemmeside, www.forfatterweb.dk, hvor man kan finde information om de mest kendte danske forfattere. Man kan høre om deres liv og opvækst, dykke ned i analysen et af bestemt værk og meget mere. Der er desuden lavet en organisering i temaer, som man kan søge på. Ligeledes har de lavet en hjemmeside, www.faktalink.dk, og her kan man finde information om en hel række historiske begivenheder. Begge hjemmesider kan i høj grad benyttes i danskundervisningen. Det giver selvfølgelig god mening, at kursisterne får viden om en række danske forfattere via forfatterweb, men faktalink ser jeg yderst relevant i forbindelse med de temaer, som vi læser. Eksempelvis er vi netop blevet færdige med et undervisningsforløb om krig på mit g-hold, og på faktalink findes en række artikler om krigen i Afghanistan, som vi har læst en del om.