mandag den 27. oktober 2014

Oplæsning med Vocaroo

Jeg er jo allerede i gang med det undervisningsforløb, jeg lagde ud på bloggen i weekenden. Som I kan læse, ville jeg forsøge at bruge Vocaroo i forhold til at oplæse en tekst. Det er jo således, at vi stort set arbejder lektieinkluderende. Det er ikke officielt, men vi forsøger at begrænse lektierne. Derfor læser vi rigtig meget på klassen, og jeg forsøger at variere læsningen så meget som muligt.
I sidste uge forsøgte jeg mig med Vocaroo. Klassen skulle arbejde med novellen Min broders vogter, og jeg havde oplæst teksten og optaget oplæsningen med Vocaroo. Altså, jeg er ikke verdens bedste oplæser, men det fungerede okay i praksis. Kursisterne skulle, mens de lyttede til min oplæsning, skygge personer. Det vil sige, at de skulle understrege, når der kom vigtig information om udvalgte personer. Det var mit indtryk, at det gik ganske fint - nok bedst for de læsesvage kursister, som ikke sad og læste 1000 år efter, at de andre var blevet færdige.

Vocaroo fungerede upåklageligt til at optage en oplæsning som denne. Faktisk skal man stort set bare trykke på en knap, hvorefter man optager. Når optagelsen er færdig, får man et link til sin optagelse.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar