I sidste uge skrev jeg om Mindmup, som både mine kursister og jeg fik brugt i ugens løb. Jeg er dog stadig ikke helt tilfreds med tjenesten, så jeg bestemte mig for at undersøge de forskellige mindmap-tjenester, som er tilgængelige. Det er der kommet dette lange indlæg ud af. Og selvfølgelig blev konklusionen, at alle tjenesterne kan noget forskelligt, men ikke det hele....
Popplet:
Popplet er en tjeneste, som man i høj grad kan bruge til at lave mindmaps. Man skal have en bruger for at arbejde i Popplet, og ligeledes skal man have en bruger for at arbejde kollaborativt. Tjenesten har et lækkert layout, og man kan indsætte videoer og billeder. Man skal dog gemme billederne på sin computer først, da man ikke bare kan indsætte en url-adresse. Dog kan man indsætte billeder ved hjælp af Vimeo eller Flickr (altså kan man bruge nogle billeder, som ligger i programmet). Som I kan se på billedet, kan man også tegne selv i boblerne, hvilket er lidt morsomt, synes jeg. Popplet er ganske simpelt at arbejde med, og det kan bruges til andet end mindmaps.
Her kan I se, hvordan jeg har brugt tjenesten til at lave en tidslinje over handlingen i novellen Solstrålen af Juliane Preussler.
I kan se min mindmap lavet i Popplet her
Mind42
Mind 42 er en anden web2-tjeneste, hvor man kan lave mindmaps. Man skal også være bruger for at arbejde her, men man kan lave et fælles brugernavn, som alle kursister i klassen arbejder på (jeg har tidligere lavet et fælles brugernavn i tjenesten, som hele min klasse arbejdede på, hvilket er beskrevet
her). Mine kursister var dog ikke så begejstrede for tjenesten. Der kan kun laves vandrette bobler (se billedet), hvilket virker begrænsende. Et plus er dog, at man kan indsætte ikoner og billeder fra nettet, men selvom man gør det, bliver layoutet alligevel lidt kedeligt. Ifølge Web2beviset kan man arbejde kollaborativt i realtid, men jeg fik det ikke til at fungere.
I kan se min mindmap lavet i Mind42 her
Bubbl.us
Bubbl.us er en af de tjenester, hvor man ikke nødvendigvis behøver at have en bruger. Uden at logge ind kan man lave en mindmap, og gemme den som en jpg-fil. Tjenesten er indbydende med mange farver og let at arbejde med. Man kan (formentlig) ikke indsætte billeder og video i sin mindmap, men den er alligevel visuel flot. Mit indtryk er, at det er en rigtig god tjeneste, hvis kursisterne skal arbejde individuelt med deres egen mindmap.
I kan se min mindmap lavet i Bubl.us her
Mindmeister
For at lave en mindmap i Mindmeister skal man have en bruger. Layoutet er lidt kedeligt, men man kan - hvis man opgraderer sin konto - indsætte billeder og links. Jeg formåede dog at få indsat en film fra You Tube og et billede uden at opgradere min konto. Med tjenesten kan man arbejde kollaborativt i realtid blot ved at dele en URL-adresse, hvilket er et stort plus. Jeg havde egentlig opgivet at få det til at fungere, men lige pludselig kunne jeg arbejde kollaborativt fra to computere.
I kan se min mindmap lavet i Mindmeister her
Mindmup
Mindmup er den tjeneste, som jeg indtil nu har haft størst succes med. Flere af mine kursister bruger det jævnligt, og jeg er selv glad for tjenesten. Layoutet er indbydende, og man kan lave en mindmap uden at have et login. Når man er færdig eksporterer man flot sin mindmap til en PNG-fil, og så har man sin mindmap. Man kan koble mindmup til sit Google Drev, hvilket er smart. Det er dog en meget lang proces at lave en mindmap, hvor man kan arbejde kollaborativt. Faktisk vil jeg ikke anbefale at bruge Mindmup, hvis man skal arbejde flere om den samme mindmap.
I kan se min mindmap lavet i Mindmup her
Ja, det var noget af en lang smøre. Hvis kursisterne skal arbejde individuelt og uden brugernavn, så er Mindmup eller Bubbl.us helt klart de bedste, synes jeg. De to tjenester ligner hinanden meget, så hvilken tjeneste man vælger er op til temperament. Hvis kursisterne skal arbejde kollaborativt, så skal de have et login, og så vil jeg helt klart vælge Popplet.