lørdag den 14. december 2013

Jeg vil have, at de ser mig i øjnene

På Vicky Samuell Dailys blog fandt jeg Blooms Taksonomi og Gardners mange intelligenser fortolket til ipads. Som sådan er der jo ikke noget videre overraskende i fortolkningerne, men jeg synes det er meget interessant, når man decideret tilføjer de webtjenester, som arbejder med de forskellige taksonomier eller intelligenser (det giver mig også ideer til nye webtjenester, som jeg mangler at udforske):







Når jeg ser fortolkningen af Gardners mange intelligenser falder mine øjne først og fremmest på den den interpersonelle intelligens. Dette skyldes, at jeg længe har gået og funderet over, hvordan de sociale kompetencer udfordres (forandres?) af teknologien.  Jeg er jo lærer i en IT-klasse, hvor alle kursister har fået en computer stillet til rådighed. I mine øjne påvirker det især det sociale miljø i klassen. I frikvartererne sidder de fleste kursister bag skærmen, hvor de ikke behøver at forholde sig til sine klassekammerater. I timerne sidder de også bag skærmen. Hvor bliver det sociale af? Foregår det på Facebook? Jeg er selvfølgelig klar over, at man arbejder sammen, når man arbejder kollaborativt. Men hvornår ser vi hinanden i øjnene? Det er et aspekt, som jeg mener, at vi skal være meget opmærksomme på i fremtiden. Jeg forsøger at være ekstra opmærksom på at arrangere gruppearbejde i timerne, ligesom jeg forsøger at "lukke skærmene ned", når timen starter. Jeg VIL have, at de ser mig i øjnene, når jeg starter timen...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar