søndag den 30. november 2014

Variationsmuligheder til opsamling

Jeg udmærket klar over, at mine kursister har svært ved at følge med i en længere tavlegennemgang. Det er vist et gennemgående vilkår for lærere nu om dage, og derfor står jeg normalvis heller ikke så længe ved tavlen og gennemgår et fagligt emne. Dog har jeg det sådan, at vi er nødt til at samtale om de tekster, vi analyserer og fortolker. Der skal ligesom være en fælles forståelse af tekstens dybere mening, og kursisterne skal kunne gennemskue, om de selv er på rette vej med deres analyse og fortolkning. 

Jeg er dog altid i syv sind over, hvordan vi skal samle op på kursisternes analyse og fortolkning. Det bliver nemt således, at vi "bare" snakker om det på klassen, hvor det i realiteten kun er 2-3 kursister, som er aktive. Jeg forsøger variere metoderne, og jeg har her listet mine variationsmuligheder op:
  • Almindelig klassesamtale, hvor jeg har teksten fremme på smart board og kan fremhæve væsentlige steder.
  • Gruppeopsamling, hvor kursisterne i grupper sammenligner deres analyse og fortolkning. Her skal de, hvis de er uenige, skrive en seddel til mig, således vi kan diskutere uenigheden fælles.
  • Fordeling af fokuspunkter, hvor jeg deler nogle fokuspunkter ud til nogle grupper. Hver grupper fremlægger deres fokuspunkt for resten af klassen, og de skal eventuelt skrive deres svar på en væg i Padlet eller i et fælles Google dokument.
  • Aflevering af deres analyse og fortolkning, så jeg kan rette den. Nogle gange laver jeg spørgsmålene i Google Formular som her 
  • Kursisterne kan indtale deres analyse og fortolkning på en lydfil evt. med Vocaroo. Advarsel: Det tager frygtelig langt tid at lytte dem igennem :-)
  • Almindelig klassesamtale, hvor jeg trækker lod om, hvem der skal svare.
  • CL-inspireret øvelse: Jeg sætter kursisterne sammen to og to og helst sammen med én, de ikke normalvis arbejder sammen med. Jeg giver dem 1-2 min. til at tale om et fokuspunkt, hvorefter vi trækker lod om, hvilket makkerpar der skal fortælle resten af holdet om deres svar. Sådan samler vi op på alle fokuspunkter i analysen.

Hvis I andre har gode ideer til, hvordan man kan samtale om teksterne på klassen, så hører jeg gerne fra jer :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar