tirsdag den 29. oktober 2013

Mislykkes forsøg med Padlet

I dag skete der selvfølgelig det, som jeg havde frygtet. Vi skulle arbejde på vægge i Padlet, men af en eller anden grund kunne vi ikke komme ind på væggene. Om det var internetett, der var ustabilt, eller om det var Padlet, er jeg ikke klar over.  Det gad bare overhovedet ikke fungere - og jeg havde altså husket at åbne væggene!.
Opgaven lød på, at kursisterne skulle finde nogle filmtekniske observationer og skrive dem på forskellige vægge. Opgaverne kan I se her. Da det ikke gad fungere, skulle de i stedet skrive dem i word eller i hånden og aflevere til mig.  Med udgangspunkt i deres besvarelser har jeg efterfølgende lavet denne væg, som vi skal bruge, når vi skal samle op på torsdag:


Link til væg


Tja, sådan er det, når man arbejder så meget på nettet. Det var første gang, jeg har oplevet "break down", så det tager jeg ikke så tungt! Det er jo egentlig en meget god statistik, hvis det kun sker en gang om året...

lørdag den 26. oktober 2013

Lav flotte tidslinjer med Time Toast

Time Toast er en tjeneste, hvor man kan lave flotte interaktive tidslinjer. På disse tidslinjer kan man indsætte både begivenheder og perioder, og man kan krydre sin tidslinje med billeder, tekst og links. Tjenesten er ret enkel, men man skal være bruger på tjenesten. En fordel er dog, at man kan logge ind med Facebook, synes jeg. Tjenesten er selvfølgelig oplagt at anvende i faget historie, men derudover ser jeg også muligheder i andre fag:

- Lav en tidslinje over litteraturhistorien eller dele af litteraturhistorien (dansk)
- Lav en tidslinje over en forfatters liv (dansk)
- Lav en tidsline over en roman / længere novelle i stedet for at skrive et referat (dansk).
- Lav en tidslinje over dit eget liv. I kan se en tidslinje over de vigtigste begivenheder i mit liv her (nu håber jeg ikke, jeg har glemt noget...). Aktiviteten kan være i et introforløb eller i engelsk, hvor tidslinjen kan bruges til at snige noget skriftligt ind (engelsk/intro)
- Lav en tidslinje over en historisk periode (historie/samfundsfag)
- Lav en anderledes personkarakteristik af en person (dansk). Kursisterne skal ud fra oplysninger i teksten forestille sig, hvordan personens liv har været. Vi arbejder i øjeblikket med novellefilmen Dennis, og jeg har herunder forsøgt at lave en tidslinje over Dennis' liv. Jeg har digtet noget til, men forsøgt at skildre hans liv ud fra de oplysninger, vi får i filmen.

I kan se, hvordan man kan lave to visninger af tidslinjen med Time Toast:

Tidslinje:



Tekstvisning:


Gå direkte til tidslinjen her

onsdag den 23. oktober 2013

VideoNot - et fantastisk redskab

For en måneds tid siden skrev Gitte Bailey Hass dette fantastiske indlæg om tjenesten Videonot. Jeg blev meget nysgerrig og skulle selvfølgelig afprøve tjenesten. Ikke mindst fordi jeg især ser store muligheder i forhold til at bruge tjenesten, når vi arbejder med kortfilm i dansk.

Med Videonot har man mulighed for at tage notater til film fundet på YouTube. Det foregår ved, at man oploader sin video, hvorefter man ser videoen på venstre side af skærmen og skriver notater på et notatark, som ses på højre side af skærmen. I kan se princippet her:




Det smarte er, at man skriver sine notater, mens man ser filmen. I det øjeblik man trykker på notatarket og starter med at skrive, så noterer Videonot selv det korrekte tidspunkt i filmen. Hvis jeg senere ønsker at se det givne klip igen, så trykker jeg blot på det skrevne, hvorefter filmen selv klipper hen til det korrekte sted.




Videonot kan endda synkroniseres med Google Drev, hvilket giver fantastiske muligheder. Man kan dele notater lavet i Videonot og ikke mindst at gemme notaterne i drevet.

søndag den 20. oktober 2013

Nye muligheder med Quizbean

Teamet bag  Quizbean har her i ferien sendt mig en mail, fordi de har lavet ændringer i tjenesten. Tidligere kunne man kun lave quizzer, hvor der var de samme to svarmuligheder igennem hele quizzen (eksempelvis sandt - falsk). Nu kan man med tjenesten lave lave quizzer med multible choice. Her er jeg ellers meget glad for Quizdini, men meget træt af, at man SKAL have fire svarmuligheder. Med Quizbean kan man lave to eller flere svarmuligheder!

Jeg skyndte mig at afprøve den nye mulighed med denne quiz:





En anden ændring, de har lavet, er, at man nu får en oversigt over alle de svar, man har givet. Det, synes jeg, er et kæmpe plus. Så får man til slut sådan en oversigt - altså hvis man svarer 100 % korrekt ;-)





Dog opdagede jeg en sidste ændring, som jeg ikke er så glad for (på nogen måde). Tjenesten er engelsk og kan pludselig ikke kapere mine quizzer med æ,ø og å. De quizzer, jeg allerede har lavet, opfører sig nu helt crazy. Altså må jeg nu ind og revidere alle mine quizzer lavet i Quizbean :-(


tirsdag den 15. oktober 2013

Lyrics training

Jeg har længe haft et ønske om at afprøve tjenesten Lyrics Training, men har blot ikke haft tiden. Nu er der ferie, så hvorfor ikke prøve den? Og det er faktisk rigtig sjovt...

Som navnet antyder kan man træne udenlandske sangtekster. Det foregår ved, at sangen afspilles, og man skal skrive de manglende ord. Her er det selvfølgelig vigtigt, at man ser ordene i sammenhæng med resten af teksten og formår at stave ordene korrekt. På ingen tid fik jeg trænet mit (ikke prangende) engelsk og fik en ganske udmærket forståelse af sangen Grenade af Bruno Mars.





Jeg kan desværre ikke bruge tjenesten så meget i min danskundervisning, men jeg forestiller mig, at den kan være aldeles glimrende i engelskundervisning eller anden sprogundervisning. I skal dog være opmærksomme på, at man skal have forholdsvis gode sprogkundskaber for bare at følge med på begynderniveauet.

fredag den 11. oktober 2013

Gode erfaringer med Google Docs

Jeg har i et stykke tid arbejdet med dokumenter lavet i Google Docs, men jeg har aldrig helt fået øjnene op for tjenestens særlige kvaliteter. I denne uge har jeg virkelig set, hvilke gevinster der er ved at arbejde med Google Docs. Kursisterne skulle i grupper analysere og fortolke En æggesnaps af Tove Ditlevsen. Jeg havde på forhånd lavet et dokument til de enkelte grupper, som jeg distribuerede ved hjælp af min blog. Mine gode erfaringer med tjenesten kan I se her:

1. Alle gruppens deltagere kan arbejde i dokumentet og se, hvad der bliver skrevet. Det giver en større synlighed i forhold til, hvad de laver. Desuden kan de svage kursister få et indblik i, hvordan de stærke besvarer opgaver.
2. Dokumentet ligger fælles, så det er altid tilgængeligt, selvom der mangeler en kursist. Man slipper for at høre undskyldningen: "Jamen, Peter har papirerne".
3. Jeg kan løbende følge med i deres besvarelser, således jeg i højere grad kan vejlede dem, fordi jeg er mere forberedt. Eksempelvis kunne jeg se, at en gruppe manglede at dokumentere deres iagttagelser i teksten, hvilket jeg hurtigt kunne vejlede dem til.
4. Jeg kan mellem de forskellige timer se, hvad de enkelte grupper har lavet. Således kan jeg tilføje spørgsmål eller bede om uddybende kommentarer. På den måde kan jeg differentiere opgaverne til de enkelte grupper.
5. Jeg kan i opsamlingen vise deres besvarelser på smart board. Det giver styrke i opsamlingen, at vi kan se konkrete besvarelser.




onsdag den 9. oktober 2013

Ideer til et undervisningsforløb

Jeg er netop gået i gang med et nyt undervisningsforløb på mit FED-niveau. Forløbet handler om relationer (forælder - barn), og fokus er på analyse af kortfilm og noveller. Jeg har her beskrevet mine ideer til forløbet, jeg laver dog altid mange ændringer undervejs:

1. Vi ser på to forskellige miljøbeskrivelser. Hvad gør det, at der benyttes forskellige ord i de to beskrivelser? Jeg stiller forskellige spørgsmål på klassen, som kursisterne besvarer to og to i Todays Meet (lidt a la Cooperative Learning)
Mål: At kunne lave en kvalificeret beskrivelse af det fysiske miljø og det psykiske miljø

2. Kursisterne analyserer og fortolker Som man kender hinanden af Naja Marie Aidt.
Mål: At kunne lave en analyse og fortolkning, hvor fokus er på relationerne og det psykiske miljø 

3. Opsamling ved brug af Socrative
Mål: At alle får samlet op på novellen

4. Kursisterne bruger nettet til at søge information om Tove Ditlevsen. De bruger Mindmup til at samle deres information.
Mål: At få viden om Tove Ditlevens liv og forfatterskab

5. Jeg introducerer begreberne kronologi, flash back, flash forward og parallelle handlingsforløb. Kursisterne analyserer og fortolker En æggesnaps af Tove Ditlevsen. Der bruges rollelæsning, da jeg har erfaring med, at teksten kan være svær for nogle. I gruppearbejdet bruges Google Docs
Mål: Kursisterne kan analysere og fortolke en novelle og perspektivere denne til forfatterens liv.

6. Opsamling på klassen. Vi ser på gruppernes Google Docs
Mål: Alle får samlet op på novellen

7. Jeg introducerer de forskellige fortællersynsvinkler, som vi arbejder med. Herefter skal kursisterne ud på et fortæller-o-løb. Ude på posten hænger et uddrag fra en tekst. De skal vurdere, hvilken fortællersynsvinkel, der findes i uddraget. QR-koder benyttes, ligesom det beskrives her.
Mål: At kunne genkende forskellige fortællersynsvinkler i tekster

8. Vi ser denne introduktion til Berettermodellen:
Mål: At opnå kendskab til Berettermodellen



9. Vi ser herefter kortfilmen Dennis af Mads Matthiesen:





10. Kursisterne laver individuelt en analyse og fortolkning af kortfilmen
Mål: At kunne lave en analyse og fortolkning af en kortfilm

11. Jeg introducerer de forskellige filmtekniske virkemidler, som vi skal arbejde med. Kursisterne finder forskellige eksempler i filmen. De bruger Videonot til dette (et indlæg herom kommer senere. Gitte Bailey Hass har beskrevet tjenesten her).
Mål: Kursisterne kan lave en filmteknisk analyse

12. Vi ser kortfilmen Wolfgang af Anders Thomas Jensen.

13. Kursisterne laver en analyse og fortolkning af filmen. De skal hver beskrive mindst en filmteknisk observation på en Google Docs. Vi ser på deres observationer, når vi samler op på klassen
Mål: At kunne lave en analyse og fortolkning af en kortfilm

14. Afsluttende projekt: Kursisterne skal lave en analyse og fortolkning af kortfilmen Bawke af Hisham Zaman og/eller novellen Solstrålen af Juliane Preussler. De skal lave et produkt, hvor de fremstiller deres analyse og fortolkning. De må lave en lydoptagelse med Vacaroo, en digital planche i Padlet, en filmoptagelse optaget med smartphone, en fremlæggelse med Prezi eller et skriftligt produkt af anden karakter.

søndag den 6. oktober 2013

Vejledning til Quizbean

Tidligere har jeg anmeldt den webtjeneste, som hed Quizpoo, men nu er lavet om til Quizbean (mine kolleger og jeg har tidligere grinet af navnet Quizpoo, så jeg kan godt forstå, at de har ændret det...). Quizbean er en tjeneste, hvor man kan lave sine egne quizzer. Det er ret enkelt, og kursisterne skal ikke have en adgangskode for at lave quizzen. Sidstnævnte er et kæmpe plus i min verden.

Jeg har lavet en vejledning til Quizbean, som I kan finde her:



I kan her se et par af de quizzer, som jeg har lavet med tjenesten:







I kan også se mit tidligere indlæg om Quizbean her







En af mine kolleger har problemer med at afspille quizzen på sin computer. Det er meget mystisk, for mine kursister har aldrig problemer. Jeg håber, at I kan :-)









torsdag den 3. oktober 2013

Lav tegneserier med Toondoo

En af de sjoveste webtjenester, jeg har prøvet, er helt klart Toondoo. Som navnet antyder er det en tjeneste, hvor man kan skabe sine egne tegneserier. I kan se mit forsøg med tjenesten her:





Den skarpe vil se, at jeg karikererer Michael Merrild og jeg som instruktører på web2-beviset (jeg havde lidt tid en af dagene, fordi deltagerne arbejdede så koncentreret). Man kan også vælge at lave menneskefigurer, men jeg syntes, det var morsomt, at lave nogle sjove figurer. Jeg fik lavet ovenstående tegneserie på ingen tid, og det viser, at programmet er ganske simpelt at sætte sig ind i. Man kan også ifølge Web2-bevisets instruktion ændre i ansigtsudtryk og bevægelser, men det nåede jeg ikke.

Jeg blev virkelig grebet af at arbejde med denne webtjeneste. Der er SÅ morsomt... Jeg ser først og fremmest, at den kan bruges i danskundervisningen i et forløb om tegneserier. Her vil det være rigtig fedt af afslutte forløbet med, at kursisterne laver deres egen tegneserie. Den kan også være anvendelig i forhold til at skitsere handlingen i en svær tekst, eksempelvis en folkevise. I engelsk kan tjenesten måske bruges til at træne skriftligheden på en anderledes måde. Men pas på med denne tjeneste, for man bliver virkelig grebet... :-)

tirsdag den 1. oktober 2013

Google Docs som evalueringsredskab

Jeg er i øjeblikket i gang med et forsøg på mit FED-hold omkring løbende evaluering. Mit udgangspunkt er, at forskning viser, at løbende evaluering er med til at fastholde kursisterne (kilde har jeg desvære ikke på ståene fod, sorry...). Jeg kan se store muligheder i forhold til at anvende web2 i denne proces, da det er muligt at dele dokumenter med kursisterne. Jeg har netop lavet et personligt dokument til alle mine kursister på holdet (et Google Docs), hvor både jeg og den enkelte kursist kan redigere i. Intentionen er, at vi løbende kan have en dialog om deres faglige standpunkt. Eksempelvis fik de i sidste uge en skriftlig aflevering tilbage, hvor jeg gav feed back på en video optaget med Screencast-O-Matic. Princippet kan I se her.  Kursisterne skulle først lytte til videoen, hvorefter de skulle gå i deres personlige dokument og nedskrive gode og mindre gode aspekter ved deres aflevering. I dag har de vurderet, om de har forstået begreberne i det avisforløb, vi netop er blevet færdige med.

I kan her se et eksempel på, hvordan jeg har lavet dokumentet i Google Docs:




Gå til dokumentet her


Jeg håber på, at dette kan optimere kursisternes refleksion over egen læring. Dog må jeg indrømme, at jeg er  meget spændt på, hvordan dette kommer til at forløbe. Jeg skal selvfølgelig nok vende tilbage med mine refleksioner over det senere :-)