torsdag den 22. august 2013

Den første uge i en IT-klasse

Skoleåret har nu været i gang i godt en uge, og jeg vil gerne - i dette kilometer lange indlæg - dele mine refleksioner omkring at være lærer i en IT-klasse. I år har vi på Herning HF og VUC startet en IT-klasse for unge kursister mellem 17 og 21 år. De har alle fået udleveret en computer, og som udgangspunkt foregår det meste på den. Derudover arbejder vi lektieinkluderende på den måde, at de kun har afleveringer for hjemme.

Den første uge er gået over al forventning, må jeg indrømme. Selvom jeg elsker IT, så har jeg været meget spændt på, om jeg kan fungere "papirløs". Dog må jeg erkende, at den første uge har været fantastisk. Først og fremmest har jeg fået et vidunderligt hold (og det er jo i bund og grund er det vigtigste), men at arbejde uden papir en kæmpe lettelse. Først og fremmest virker kursisterne utrolig IT-kyndige. De kan på ingen tid jonglere rundt med koder, blogs og andet. Derudover skal jeg ikke stå og stresse ved kopimaskinen om morgenen for at kopiere de sidste ting. Jeg kan blot lægge opgaverne ind på min blog nogle timer før. Desuden slipper jeg for, at kursisterne ikke kan finde deres tekster eller opgaver. De ligger altid digitalt, så er der ingen undskyldning.

Personligt elsker jeg at høre om, hvordan andre lærere strukturerer deres undervisning. Hvilke tanker gør I jer i forhold til opgaver, didaktik og pædagogik? Jeg har derfor bestemt mig for at dele, hvordan jeg rent faktisk strukturer undervisningen i en IT-klasse. I dag havde jeg tre timer dansk i klassen, og vi arbejdede således:

1. Jeg repeterede kort tillægsord, udsagnsord, navneord og egennavne på tavlen. Herefter skulle kursisterne selv i gang med at arbejde. De kunne starte med at se denne video, hvis de stadig havde svært ved at kende forskel på ordklasser



Lyden er desværre meget lav her på bloggen, men på skolens S-drev fungerer den glimrende

2. Herefter skulle de øve sig i at kende forskel på ordklasserne med dette spil lavet i Quizdini og udfylde denne test lavet med Google Formular. De hurtige skulle herefter spille dette spil lavet i Quizpoo og arbejde med dette opgaveark. Sidstnævnte fungerede faktisk utroligt godt. Det var meget smart, at de bare kunne bruge farvefunktionen i word til at markere de forskellige ordklasser.

3. Herefter arbejdede vi videre med danskfagets genrer. Vi repeterede genretræk ved kortfilm, sagprosa, noveller, eventyr og lyrik på tavlen, hvorefter kursisterne skulle ud i grupper. De skulle arbejde med dette opgaveark. Hver gruppe fik en tekst, som de skulle fremlægge for de andre. Herefter skulle de lave så mange af de andre opgaver som muligt. Nogle grupper nåede alle sammen, mens andre kun nåede nogle stykker. Jeg oplevede dog god diskussion i alle grupper.

4. Grupperne fremlage kort deres tekst

5. Jeg gennemgik herefter morfemer på tavlen (rodmorfemer, bøjningsmorfemer, endelsesmorfemer, forstavelesmorfemer og sammenbindingsmorfemer). De hentede herefter dette opgaveark ned og arbejdede individuelt med dem. Jeg havde egentlig klippet nogle kort med ord, som de kunne arbejde med to og to, men det droppede jeg, da kursisterne virkede klar på bare at lave individuelle opgaver.


Mine principper bag min undervisning er desuden:

Kursisterne skal være aktive ikke mig
Jeg forsøger at afveksle mellem individuelt arbejde, makkerarbejde og gruppearbejde.
Jeg deler undervisningen op i korte sekvenser, da jeg har erfaring med, at kursisterne kører træt, hvis de laver det samme for lang tid ad gangen
Kursisternes forskellige niveauer skal rummes, så der er altid differentierede opgaver
IT anvendes ALTID (dog har jeg kopieret et teksthæfte til dem, men det ligger også digitalt)

Ja, det var lidt (eller meget) om at være lærer i en IT-klasse. Som I kan se, er Dropbox blevet min nye bedste ven... Jeg krydser fingre for, at skoleåret fortsætter lige så godt, som det er startet :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar