torsdag den 20. december 2012

Rapmusik og elektroniske tekster i danskundervisningen

Jeg har netop afsluttet et forløb om rapmusik på mit FED-hold. Det var en stor succes, og jeg vil da helt klart anbefale at anvende rapmusik som en indgang til at arbejde med lyrik. Desuden kan det være en måde at arbejde med elektroniske tekster ved at integrere musikvideoerne.
Dog synes jeg ikke, at alle tekster er lige velegnede til at bruge i undervisningsammenhænge. Eksempelvis bryder jeg mig ikke om de sange, hvor sproget er alt for vulgært. Jeg mener heller ikke, at det hører sig til i undervisningen. Her er en liste over nogle sange, som jeg synes er gode at arbejde med:

L.O.C: Vendt om
Niarn: Bare sig til
Niarn: Antihelt
Burhan G og Ankerstjerne: Ta' hvad du vil
Natasja: Gi' mig Danmark tilbage
Natasja: I Danmark er jeg født

Derudover kan jeg klart anbefale artiklen Sprogblomster eller verbalt ukrudt skrevet af Ole Grosen (brugt til FED skriftlig eksamen sommeren 2011) og Dansk i dybden - rap af Amanda Lundberg Kelly.


onsdag den 19. december 2012

Smartphone i undervisningen


Inde på web2bevisets hjemmeside kan jeg se, at der snart kommer et nyt modul omhandlende mobiler i undervisningen. Er der nogen der ved, hvad det koster? Og eventuelt hvor mange arbejdstimer, man forventes at bruge på det?

Facebook

Jeg har længe været STOR modstander af at have noget som helst med Facebook at gøre i forbindelse med skolen. Efter at have være på dette IT-kursus har jeg overgivet mig. Vi har i min klasse oprettet en facebookgruppe, og den bruges med stor succes til både sociale og faglige ting.
Vigtige beskeder bliver lagt på siden, hvis man skal være sikker på, at de skal nå frem. For Facebook det tjekker de :-) Klassen skulle lave et evalueringsskema, og jeg lagde linket ud på facebookgruppen. Selv dem, der ikke var i skole, så det, og fik det lavet!!
I forrige uge brugte jeg det i forbindelse med en aflevering, som eleverne skulle lave. De skulle skrive en klumme om sprogbrug (en eksamensopgave på D-niveau). Vi læste artiklen sammen om onsdagen (det er jo lektieinkluderende undervisning), og bagefter skulle de trække en seddel hos mig. Der kunne eksempelvis stå: "Får man respekt ved at anvende grimmere sprog, som artiklen påstår?" eller "Anvender unge et grimt sprog for at løsrive sig fra forældrene. Hvad tror du?". De skulle herefter gå ind på vores facebookgruppe og lave et opslag med et svar på 5-10 linjer. De fik lavet nogle gode svar, og dagen efter måtte de få inspiration fra de forskellige indlæg, da de skulle skrive selve stilen. På den måde fik vi gang i noget vidensdeling, og vi fik hjulpet de elever, som aldrig har noget at skrive.


Så hurra for facebook. Og det gode er, at vi nu kan man også holde øje med, når de er på facebook i timerne!!! :-)

torsdag den 22. november 2012

Bedre dansk!


Jeg fik i dag anbefalet en god hjemmeside af en kollega. Jeg mener, at den er meget anvendelig i forhold til at lære at skrive og udtrykke sig på dansk. På hjemmesiden er der en masse videoer, hvor de mest almindelige skrivefejl bliver gennemgået. Super anvendeligt til alle dansklærere :-)

  www.bedredansk.dk






onsdag den 21. november 2012

Didaktisk design dag 2

I dag har vi arbejdet videre med P.S. Krøyer. Eleverne skulle finde informationer på nettet og herefter lave en mindmap med information om P.S. Krøyers liv. Det gik såmænd ok, men jeg er ikke imponeret over mind42! Jeg synes ikke, at programmet har særligt mange muligheder i forhold til at lave en spændende og fed mindmap! Men måske det bare er eleverne og jeg, som ikke kan teknikken i programmet!

I kan se nogle af deres mindmaps på disse links:


http://mind42.com/mindmap/4888ee03-75d9-44f6-b6ab-854d958e0152


http://mind42.com/mindmap/24a1d027-f47c-4fc3-a764-ba1b7fc29a2c?rel=url


http://mind42.com/mindmap/39ea067f-f79c-4155-9b1d-e8f7376e953a?rel=url


http://mind42.com/mindmap/5dd8e731-43d9-49b4-8acc-7ced63cae82e?rel=url



tirsdag den 20. november 2012

Fælles noter!

I øjeblikket er jeg i gang med at forsøge mig med at lave nogle fælles noter vha. Google. I stedet for at skrive på min gammeldags tavle, som jeg altid har gjort, er jeg begyndt at bruge mit smartboard :-) Jeg har lavet et dokument i Google, som jeg bruger, når jeg gennemgår ting. Kursisterne har fået adressen, så de altid kan finde notaterne frem igen. Indtil videre fungerer det super, og jeg kan se, at nogle af kursisterne finder det frem engang imellem!


I kan se notaterne på denne adresse:

https://docs.google.com/presentation/d/1jb3ZB5tUj3DAZgVJi5xjAFIeYgFzaQcOCydWCh_0UXo/edit#slide=id.p



Didaktisk design dag 1

I dag er jeg påbegyndt mit didaktiske design. Jeg havde dog glemt at reservere computerne i forvejen, så jeg måtte finde på en alternativ måde at påbegynde mit forløb på.
Formålet med mit forløb er, at eleverne får kendskab til P.S. Krøyers malerier. Jeg havde valgt fire af hans mest kendte malerier og fordelt dem blandt eleverne i klassen. De skulle så analysere og fortolke maleriet, og derefter skulle de fremlægge deres analyse og fortolkning i nogle nye grupper. Det fungerede utrolig godt at fremlægge i disse grupper, og det kan klart anbefales at arbejde med sådanne "matrix-grupper".

I morgen gå det løs med web2,0, idet eleverne skal i gang med en elektronisk mindmap over P.S. Krøyers liv! Håber det går ligeså godt som i dag :-)



torsdag den 1. november 2012

Didaktisk design


Jeg har længe gået og funderet over, hvordan jeg vil lave mit didaktiske design.  Jeg har valgt at lave et undervisningsforløb, hvor jeg går ”all in” og bruger web2,0 gennem hele forløbet.  Planen har længe været, at klassen skal ind os se filmen Marie Krøyer i biografen sidst i november. Jeg har valgt at lave et kort undervisningsforløb, hvor vi arbejder med P.S. Krøyer og billedanalyse. Mit forløb ser ud som følger:

Formål
Kursisterne får kendskab til P.S. Krøyers liv, malerier og malerstil
Kursisterne kender forskellige billedkompositioner og kan genkende dem på forskellige billeder
Kursisterne kan analysere og fortolke billeder
Kursisterne får kompetencer til at anvende forskellige web2,0 ressourcer.

Fremgangsmåde
Første opgave er, at kursisterne skal søge informationer om P.S. Krøyer på nettet. De skal lave en elektronisk mindmap over hans liv.
Herefter bliver kursisterne præsenteret for forskellige billedkompositioner. De skal herefter finde forskellige billeder på nettet med de forskellige kompositioner og lave en collage. Måske man kan gøre det elektronisk?
Vi skal derefter i gang med billedanalyse. Jeg vælger et billede af P.S. Krøyer, som klassen skal analysere og fortolke. Intentionen er at bruge Google Docs, således de kan få inspiration fra hinanden.
Vi skal herefter ind og se filmen i biografen. Jeg vil bruge TodaysMeet, hvor de skal give en kort kommentar til filmen.
Sluttelig vil jeg evaluere forløbet med spørgsmål lavet i Google Formular.


 Fil:Krøyer PS.jpg  


tirsdag den 23. oktober 2012

Udfordring 5



Find en eller flere tjenester, som du mener har et godt potentiale i forhold til din undervisning. Lav et blogindlæg på din blog, hvor du beskriver, hvorfor du mener, at denne tjeneste er spændende, og hvorfor du mener, at den kunne gøre en forskel i undervisningen.

Jeg er som tidligere nævnt meget glad for Google formular. Derudover kan jeg især se to andre tjenester, som vil kunne gøre en forskel for mig.

Læringsressourcen Todays Meet synes jeg er ret smart.  Jeg har desværre ikke afprøvet den endnu, men jeg kan se et stort potentiale i den. Jeg kan godt lide, at det er simpelt. Kursisterne skal ikke oprette en profil for at være med i et møde, og de skal heller ikke have en google konto. Jeg har tidligere beskrevet, hvordan jeg er med i et projekt omkring lektieinkluderende undervisning. Todays Meet skal jeg helt klart afprøve, når kursisterne skal til at lave nogle lektier hjemme!
Derudover ser læringsressourcen Prezi meget spændende ud. Jeg er ikke sikker på, at jeg kommer til at bruge den i min undervisning. Det med at holde lange oplæg er ikke noget, jeg gør så meget i. Dog er den ret anvendelig hvis man skal holde oplæg fx for kolleger. Power Point er for mig at se ved at være røvkedelig, men Prezi kan måske peppe et oplæg lidt op.
Derudover vil jeg lige give et mere privat fif. Webtjenesten Doodle bruger jeg rigtig meget, når jeg skal planlægge sociale komsammener. Det kan tit være svært at finde en dato, hvis 4-5 kalendere skal sammenlignes. Med Doodle kan man simpelt og hurtigt lave en datosammenligning som nedenstående (jeg har altså visket navnene ud i paint, da det er en ”virkelig” Doodle”): 



søndag den 21. oktober 2012

Web2,0 i samfundsfag


Jeg er blevet ret glad for webtjenesten Google formular. Det er måske en lidt gammeldags måde at bruge web2,0 på, fordi eleverne ikke skal producere og skabe noget selv, men blot besvare spørgsmål. Jeg har dog brugt Google formular nogle gange - se eventuelt mine tidligere blogindlæg - og jeg føler, at det fungerer. Eleverne besvarer nogle spørgsmål og "sender dem til mig". På den måde kan jeg se og sammenligne svarene, og/eller vi kan se på dem sammen. Jeg har lavet nedenstående til de fire samfundsfagstimer inden efterårsferien. Målet var at de skulle repetere den vigtigste viden omkring Folketinget. Derudover skulle de have kendskab til de 3 forskellige livsformer, som Thomas Højrup har lavet. I selve timerne følte jeg, at kursisterne var meget useriøs, men da jeg fik svarene ind, var de ganske gode.


Politikerne og politikernes livsformer 

I dag skal du arbejde med folketingsmedlemmernes liv og hverdag. Kan du huske, hvor mange medlemmer, der er i Folketinget?
Folketingets opgave er at vedtage love, vedtage budgetter og kontrollere regeringens arbejde. Se denne film om Folketingets arbejde:



Besvar spørgsmålene til videoen her:

https://docs.google.com/spreadsheet/viewform?formkey=dEhla0ZUOVpXY2l2UV9OQ0RNWU9RNnc6MQ#gid=0


Vi har tidligere talt om, hvordan der i Danmark sker en tredeling af magten i form af den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt.
Foruden den lovgivende, udøvende og den dømmende magt omtaler man ofte medierne som den fjerde statsmagt. De har stor magt, fordi de kan kontrollere politikerne, og de bestemmer i høj grad, hvad vi borgere skal se og høre. I den næste video skal du høre og se om mediernes rolle:


Her på billederne kan du se forskellige avisoverskrifter om Helle Thorning Schmidt:


Når medierne således omtales som den fjerde statsmagt, så hænger det sammen med , at medierne har en kontrollerende rolle i samfundet. Medierne har nemlig til opgave at undersøge sager, der har samfundets interesse. Det er i denne forbindelse, at man taler om, at medierne er demokratiets vagthund. En vagthund, der holder øje med magthaverne og sørger for, at de ikke misbruger sin magt. Hvis politikerne pludselig begynder at misbruge borgernes penge eller laver andre skandaler, så skal medierne have mulighed for at afsløre det.


Hvad mener du om mediernes rolle i politik? Er politikerne selv ude om det, eller går medierne for vidt?
Skriv din mening på dette link:

https://docs.google.com/spreadsheet/viewform?formkey=dGFJOFFCQlBOS0ZSQXV6ZllfWWtuOXc6MQ#gid=0

Her ser du et eksempel på en arbejdsdag for en politiker (se også side 14 i hæftet demokrati på dansk):





  • kl. 05.30: Vækkeuret ringer
  • kl. 06.30: Taxi til lufthavn
  • kl. 07.05: Flyafgang fra Århus
  • kl. 07.40: Ankomst København
  • kl. 08.00: Miljø- og planlægningsudvalget
  • kl. 10.00: Reception
  • kl. 10.30: Telefonsamtaler
  • kl. 11.30: Gruppemøde
  • kl. 13.00: Udvalgsmøde
  • kl. 15.00: Udvalgsmøde
  • kl. 15.25: Gå til møde i ministerium
  • kl. 15.50: Udvalgsmøde fortsat
  • kl. 16.15: Ordførermøde
  • kl. 16.40: Kontorarbejde (besvare mails, post, telefon mm)
  • kl. 17.00: Interview tv
  • kl. 17.40: Lærerstuderende på besøg
  • kl. 18.30: Forskere på besøg
  • kl. 21.00: Flyafgang fra København
  • kl. 21.40: Ankomst Århus
  • kl. 22.15: Hjemme



Indenfor samfundsfag taler man om, at mennesker kan have en bestemt livsform 1) En karriere livsform 2) En selvstændig livsform 3) En lønarbejder livsform



Opgave

Du skal nu finde så mange informationer som muligt om disse livsformer. Du må bruge nettet og de ark, som jeg har kopieret til dig. Du skal lave en a4 planche med billeder og tekst, hvor du videregiver så mange oplysninger som muligt om disse livsformer. Din planche skal gerne indeholde disse informationer:

- en forklaring på de tre livsformer
- en forklaring på de to kvindetyper
- en beskrivelse af, hvilken livsform du selv tilhører
- en beskrivelse af, hvilken livsform du mener, politikerne har

Her kan du se et eksempel på en planche:



Det, du har lavet, skal afleveres til mig kl. 13.45

søndag den 30. september 2012

Sådan laves testen...

Jeg har lige fundet ud af, at der ligger en vejledning til at lave disse tests (også kaldt google-formularer) under web2,0 og læringsressourcer

Grammatikkursus med tests på google-drev

Jeg har i den seneste tid kørt et grammatikkursus, hvor jeg bruger bloggen.
Kursisterne skal igennem et kursus, hvor der er 8 mål (se målene i nedenstående tabel eller på min kursistblog http://www.stineaaendurr.blogspot.dk/2012/09/grammatikkursus.html):


Mål
Test
Marker her når du har nået målet J
1
Kende forskel på udsagnsord, tillægsord og navneord

2
At kende navneordenes bøjningsformer

3
At kende nutid, datid og navneform

4
At kende til lang tillægsform og skelne den fra flertal/bestemt (ene/ende)

5
At kende kort tillægsform og kende forskel på førnutid og førdatid

6
At kende regelmæssige og uregelmæssige udsagnsord

7
At kunne alle bøjningsformerne

8
At kunne bruge din viden i tekster
-



Jeg har lavet en mappe med opgaver indenfor hvert mål. Kursisterne skal lave opgaver indtil de føler, at de kan det. Jeg har gjort dem meget opmærksomme på, at det er målet, de skal nå. Jeg er i princippet ligeglad med, hvor mange opgaver de har lavet. Bare de har nået målet!
Indenfor hvert mål har jeg lavet en afslutningstest på google-drev. Den skal de således tage, når de føler, at de har nået målet. I kan se de forskellige tests, hvis I trykker på de forskellige links i tabellen (lad venligst være med at besvare testen, da jeg så får jeres svar ind).
Jeg kan klart anbefale, at lave sådanne tests i google-drev. Det har været et kæmpe hjælp for mig i forhold til at finde ud af, om kursisterne kan det, vi har arbejdet med. Det er desuden meget praktisk, da kursisterne ikke skal have en google-konto.

onsdag den 26. september 2012

L.O.C. - et eksempel på at arbejde producerende og undersøgende


Vi lavede i sidste uge en opgave, som jeg gerne vil dele med jer andre. Det var et forsøg på at få kursisterne til at arbejde producerende og undersøgende, jf. artiklen Vidensformer og didaktisk vægtforskydning (http://www.web2bloggen.dk/?p=82). Intentionen med opgaven var, at kursisterne skulle lære at lave en kvalificeret personkarakteristik. Jeg oplevede sidste år, at mange lavede en for overfladisk karakteristik, og jeg ville gerne lære kursisterne at arbejde mere i dybden med dette. Jeg lavede en skabelon med nogle krav til, hvad en kvalificeret personkarakteristik skal indeholde. De læste nu et interview med L.O.C. (det findes i Dyrk Dansk), hvorefter de skulle lave en grundig personkarakteristik ud fra interviewet og oplysninger, de ellers kunne søge på nettet.  Karakteristikken skulle præsenteres på et a4 ark, som skulle hænges i klassen. Jeg synes personligt, at de fik lavet nogle gode produkter, hvor de fleste fik lavet en grundig karakteristik. I kan se to eksempler på elevprodukter her:


Træerne vokser ikke ind i himlen... Om mit første forsøg med web2,0

Jeg vil selvfølgelig lige følge op på mit indlæg, hvor jeg beskrev mit første forsøg med web2,0. Først og fremmest var det rigtig smart, at musikvideo og sang lå på bloggen sammen med opgaverne. Det var utrolig nemt for kursisterne at navigere i. Desuden så det ret fedt ud lige at smække bloggen op på smartboardet :-) Et kæmpe minus var dog, at jeg ikke kunne få snurl til at fungere (hmmm, det er jo det værste ved alt det her teknik). Kan nogle måske give et råd? Jeg ville gerne have, at kursisterne skulle skrive i et snurl-dokument, så de kunne få inspiration fra hinanden. Det blev dog bare til, at de skrev anmeldelsen i et almindeligt worddokument, hvilket også fungerede ganske glimrende. Alt i alt var det ok at bruge web2,0, men jeg glæder mig til at få mere træning. Ture skrev, at kursisterne kunne lave en elektroniks mindmap. Det vil jeg forsøge mig med næste gang. Vi brugte bare en "gammeldags" metode, som I kan se på billedet her!

mandag den 24. september 2012

Mit første forsøg med web2,0

Nå, nu forsøger jeg at kaste mig ud i det. Har til morgendagens undervisning i dansk lavet et "snurl" dokument, som eleverne skal skrive i.
Vi arbejder på f-niveau med sagprosa, og vi har i disse dage om anmeldelser. Intentionen er, at de skal lytte til en sang i youtube og skrive små anmeldelser. I kan se opgaverne nedenunder eller på min kursistblog: http://stineaaendurr.blogspot.dk

1. Hør sangen her:





2. Læs teksten her:


Ta' hvad du vil fra mig
Sig at du hader mig
Når du forlader mig
Ved jeg har elsket dig
Ta hvad du vil
Ta hvad du vil

ANKERSTJERNE

Jeg finder den mørkegrå hættetrøje du plejer at sove i
Duften af dig, har som det eneste fået lov at bli'
Jeg står tilbage i ruiner fra vores kolde krig
Og høre gennemlyden af de ting du endelig fik lov at sige
Lejligheden ligner sig selv, men intet er det samme
Her burde være sort af aske ligne pindebrænde
Stolen står hvor den plejer, bordet har ikke en skræmme
Der er ingen andre spor, end den tomme billederamme
For bare en time siden, stod jeg i et flammehav
Og nu er her så koldt, at jeg kan se mit eget åndedrag
Finder en kuvert med min adresse og dit efternavn
Min ører ringer stadig fra da døren smækkede med et brag
Og hele verden tav, og varmen den forsvandt
Og nu er det sted vi kaldt hjem, ligesom et fremmed land
Og vores liv er sand, der smuldre mellem fingrene
Der er stille nu så jeg kan høre minderne

BURHAN G

Når du går, sig ikk hvorhen
For hvis jeg ku, så ville' jeg hente dig hjem igen
Så slet dine spor, i nat må det ende
Slip mig fri, så jeg en dag kan bli' hel igen
Ta' hvad du vil fra mig
Sig at du hader mig
Når du forlader mig
Ved jeg har elsket dig
Ta hvad du vil

ANKERSTJERNE

Hver eneste tallerken i mit'skab dem har vi valgt sammen
Hvordan skal vi dog skille det ad, når alting er så blandet sammen
Latterlige ting som vores tandbørster der passer sammen
Jeg burde lukke øjnene, stryge en tændstik og la' det brænde
Jeg finder hadet frem, og prøver at lade vreden vinde
Måske det ville' gøre mindre ondt, hvis nu jeg bar' ku' hade hende
Det virker to minutter før jeg må give op igen
Jeg burde lægge mig ned, men fanme ikk i vores dobbeltseng
Der står en flaske vin på bordet som vi sku ha' delt
Ved siden af ligger den film som vi sku' ha' set
Hvis ikk vi tog snakken ku' det sagtens have været sket
Vi ku' ha' siddet her, og holdt i hånd, sagt ting vi ikk havde ment
Har leget et glansbillede, det ved jeg godt du ikk fortjener
Og jeg forstår godt at du går, du var ikke lykkelig længere
Du hører til et andet sted, håber du finder det
Der er stille nu, så jeg kan høre minderne

BURHAN G

Før du går, sig ikk hvorhen
For hvis jeg ku, så vil' jeg hente dig hjem igen
Så slet dine spor, i nat må det ende
Slip mig fri, så jeg en dag kan bli' hel igen
Ta' hvad du vil fra mig
Sig at du hader mig
Når du forlader mig
Ved jeg har elsket dig

Ta hvad du vil

Hva du vil, hvad du vil
Hva du vil, hvad du vil

Så jeg ka bli hel igen

Hva du vil, hvad du vil
Hva du vil, hvad du vil

Ta hvad du vil,


3. Find et stykke papir. Skriv 5-10 stikord ned om, hvad sangen handler om.

4. Du skal nu lave en kort anmeldelse af sangen. Du må få inspiration på papirerne fra sidst, fra tavlen i morges, på nettet mm. Lav først en brainstorm på papir over, hvad du synes om sangen. Brug herefter din brainstorm som hjælp, når du skriver.

5. Skriv din anmeldelse på dette link:

http://snurl.com/anmeldelselektieklasse


søndag den 23. september 2012

"I stedet skal de ud og opsøge viden..."

 



Jeg er som tidligere skrevet med i et projekt omkring lektieinkluderende undervisning på AVU. Vi har på Herning HF og VUC en lektieklasse, hvor lektierne hovedsageligt er inkluderet i undervisningen. Dog har vi en intention om, at kursisterne i løbet af året skal "lære" at lave lektier.
Jeg ser, at web2,0 har kæmpe potentialer i forhold til dette. Hvis vi som lærere kan nytænke lektierne og bruge de sociale medier i lektielæsningen, så vil vores chance for at få eleverne med være større. Hvis lektien  eksempelvis er at lave et indlæg til facebookgruppen om et eller andet fagligt eller hvis det er at gå ind på min blog og kommentere et indlæg, så vil flere kursister måske få det gjort.
Jeg så i forlængelse heraf et interessant interview med to lærere fra Netværksskolen i Hellerup. Den kvindelige lærer - Mette Hauch - sagde noget meget rammende om de elever, som de har på Netværksskolen: "I stedet for at sidde stille og vente på at få viden, så skal de selv gå ud og opsøge viden". Vores kursister i lektieklassen er ikke den type kursister, som selv opsøger viden (de fleste af dem i hvert fald). Måske vil flere af dem opsøge viden - opsøge lektierne - hvis vi bruger de sociale medier?! Det er i hvert fald en tanke, som jeg vil arbejde videre med :-)

torsdag den 20. september 2012

Mit første indlæg

Mit navn er Stine Aaen Dürr. Jeg underviser på Herning HF og VUC i dansk og samfundsfag på AVU. Jeg er uddannet lærer fra Silkeborg Seminarium i 2007 og can.pæd.pæd.psyk fra DPU i 2011. Denne blog er oprettet som et led i et web2,0 kursus. Mange af mine indlæg vil være knyttet til dette kursus, men mange indlæg vil også være mine personlige pædagogiske og didaktiske tanker. Jeg er meget interesseret pædagogik og psykologi, og hvorledes jeg som lærer kan udvikle min undervisning. Jeg er b.l.a.. med i et lektieinkluderende projekt, hvor vi forsøger at integrere lektielæsning i undervisningstiden.