tirsdag den 28. april 2015

Mobiltelefoner i undervisningen

Det er ved at være længe siden, at jeg har skrevet et indlæg på bloggen. Det skyldes først og fremmest ualmindelig travlhed. Desuden er vi også kommet til et tidspunkt på året, hvor jeg ikke finder på så mange nye ting. Vi repeterer og ser frem mod eksamen...
I sidste uge var jeg på skolemessen i Århus. Det var spændende at se, hvad de forskellige forlag har gang i. Det er dog stadig begrænset, hvor meget jeg kan bruge i min undervisning på AVU, da de fleste stande var rettet mod folkeskolen.
I løbet af de sidste par uger, har jeg også været med på nogle interne udviklingskurser. Eksempelvis har jeg haft møde med en gruppe HF-lærere, som arbejder med mobiler i undervisningen. Her vil jeg nævne de tjenester, som vi efter grundige overvejelser, har fundet mest anvendelige at bruge i HF-undervisningen, hvis man vil udnytte kursisternes mobiler:
  1. Kahoot: Med tjenesten Kahoot kan man lave sjove quizzer samtidig med, at man repeterer de forskellige begreber eller andet fagligt indhold. I kan her se et tidligere indlæg om Kahoot.
  2. Socrative: Med tjenesten Socrative kan man også lave sjove quizzer samtidig med, at man repeterer de forskellige begreber eller andet fagligt indhold. Fordelen ved Socrative er, at kursisterne ikke behøver at konkurrere på tid.
  3. QR-løb: Man kan bruge QR-scannerne til at lave et o-løb. I kan læse om dette her
  4. Google spørgeskema: I fjernundervisningen kan det nogle gange være brugbart, hvis kursisterne kan besvare spørgsmål med deres mobiler. Her kan Google spørgeskema (i gamle dage blev det vist kaldt formular) være hensigtsmæssig, da læreren får besvarelserne og kan lave statistik over disse. Her har jeg tidligere skrevet et indlæg om denne funktion i Google.
  5. Mobilens kamera kan desuden bruges til at filme sig selv lave et oplæg. I fjernundervisningen kan det være en oplagt mulighed for at få trænet det mundtlige.

søndag den 19. april 2015

Bysocioogi

Jeg fik for et stykke tid siden tilsendt bogen Bysociologi, som netop er udgivet af forlaget Systime og skrevet af Malte Warburg Sørensen og Mads Strarup. Bysociologi henvender sig primært til samfundsfag i gymnasiet, men dele af bogen kan sagtens bruges på AVU, hvor jeg underviser. Bysociologi sætter byen ind i en samfundsmæssig og politisk kontekst og udforsker hermed de faglige begreber  med byen som ramme. Personligt syntes jeg, at det var en smule mærkværdigt at tage udgangspunkt i byen som begreb, men når man læser bogen, giver det i høj grad mening. Mange af de faglige begreber bliver taget ned på et niveau, som eleverne kan forholde sig til. Den største styrke ved bogen er dog opgaverne, som jeg synes, tager udgangspunk i elevernes kontekst. Jeg har her fundet en række opgaver fra bogen, som jeg har krydret med lidt web2.0:

  • Opgave side 20: Lav en brainstorm på klassen: Hvilke offentlige rum er der i jeres by? Pladser, torve, legepladser, måske en havn, en klatrevæg eller skaterpark. Lav brainstormen på en væg i Padlet - der må gerne uploades billeder af byens offentlige rum.
  • Opgave side 34: Gaden fortæller historier. Tag jeres cykler rundt i byen og tag billeder af byens navne, hvorefter i præsenterer historien bag hvert sted for hinanden. Lav en præsentation med tjenesten Haiku Deck.
  • Opgave side 84: Gå på Facebook og find egne billeder eller venners billeder, hvor byen bruges til at signalere livsstil og identitet. Brug Pierre Bourdieus begreber om smag og forbrug til at beskrive billederne.
  • Opgave side 130: Undersøg om et boligområde i jeres by er på en seneste ghettoliste, og diskutér i klassen, hvilke positive og negative konsekvenser der har for et boligområde at blive placeret på denne liste. Brug tjenesten Tricider som diskussionsramme.
  • Opgave side 140: Find et kort over jeres by og overvej, om det er muligt at tegne lignende konturer op - økonomiske såvel som kulturelle - mellem byens kvarterer. Brug Google Maps
  • Opgave side 155: Udarbejd en spørgeskemaundersøgelse i din by - hvilke grunde oplister beboerne i din by som årsag til deres brug af cyklen. Inden du går i gang med dit statistiske arbejde, bør du overveje, hvad der karakteriserer en god spørgeskemaundersøgelse. Brug Google Formular eller EasyPolls til din undersøgelse.

Personligt kan jeg bruge bogen i samfundsfag, som jeg nogle år underviser i. Dog kan jeg se bogen i et tværfagligt forløb med dansk, hvor fokus er på byen. Følgende tekster kan jeg se fungere sammen med bogen:

  • Leif Panduro: Uro i forstæderne
  • Hans Ovesen: Hvorfra kom volden
  • Tove Ditlevsen: Barndommens gade
  • George Orwell: 1984
  • Kasper Bisgaard: Ghettodrengen
  • Yahya  Hassan: Yahya Hassan
  • Amalie Laulund: Koordinater
  • Susanne Bier: Fingerplanen (se under)


mandag den 13. april 2015

Kahoot - min nye yndlingstjeneste

Jeg må erkende, at Kahoot er blevet min foretrukne tjeneste. Jeg har netop lavet en quiz, som vi skal bruge, når vi i morgen tidlig skal træne navneord på mit g-hold. I kan her se et spørgsmål (de skal angive, hvilken bøjningsform ordet hunden er i):





I sidste uge brugte jeg faktisk også tjenesten, da vi arbejdede med litteraturhistorien. Kursisterne startede med o-løbet med QR-koder, hvorefter vi sammen lavede en tidslinje med litteraturhistorien på tavlen. Jeg tvang kursisterne (ja, det må man godt) til at tegne og skrive det hele ned. Jeg sluttede af med at lave en quiz om litteraturhistorien i Kahoot, og jeg må erkende, at de kunne huske meget mere end troet. I kan her se et spørgsmål:




Hvis ikke I har prøvet Kahoot, så skal I endelig prøve. Man kan kopiere de enkelte spørgsmål, således det faktisk ikke tager så længe at lave en quiz på 20-25 spørgsmål. Desuden er kursisterne ikke afhængige af at have en computer, da de kan besvare quizzen på enten iPad eller mobilen.

fredag den 10. april 2015

Screencast-O-Matic vs Explain Everything

Jeg har i dette skoleår forsøgt mig med forskellige tjenester, som kursisterne skulle bruge til at lave deres egne videoer med. Inden jul lavede vi et tværfagligt projekt, hvor de skulle bruge appen Explain Everything. Efter jul lavede jeg et projekt i dansk, hvor de skulle bruge Screencast-O-Matic. Efter at have afprøvet begge dele, må jeg erkende, at jeg helt klart er den største tilhænger af Screencast-O-Matic. Fordelen ved Explain Everything var, at vi har syv iPads til udlån på skolen. Vi/ jeg skulle derfor ikke forberede noget teknisk overhovedet. Vi havde forstillet os, at appen var meget anvendeligt til at tage billeder og tegne notater ovenpå. Det var den også, men det var som om, at de tekniske ting kom til at tage fokus fra det faglige og på at fortælle. Det var faktisk langt sværere end beregnet for kursisterne at navigere rundt i Explain Everything, hvorimod Screencast-O-Matic var ganske simpel. Dette gjorde, at kursisterne fik mere fokus på det faglige og på at formidle indholdet. Jeg havde selv installeret Screncast-O-Matic på nogle af skolens computere, hvilket var besværligt, dog må jeg erkende, at det i selve undervisningssituationen var en kæmpe hjælp.




God weekend til jer alle :-)

tirsdag den 7. april 2015

O-løb med QR-koder

Nogle kan måske huske, at jeg inden ferien skrev et indlæg om mit litteraturhistoriske projekt.  I kan læse mere her. Jeg har nu fundet ud af, hvad jeg skal bruge de 11 videoer til, som kursisterne lavede.
Om onsdagen har jeg timer fra 13.00-15.35, og det kan nogle gange være en hård fornøjelse. I morgen skal kursisterne ud på et o-løb med QR-koder. Ved hver post skal de besvare et spørgsmål til en litteraturhistorisk periode ved scanne en QR-kode, som leder dem hen til et klip fra en af deres videoer. I kan her se et klip fra en post:


onsdag den 1. april 2015

God påske

Jeg vil blot ønske jer alle en god påske. Personligt arbejdede jeg mandag og har en del småting, som jeg skal have ordnet løbet af Påsken. Det er dog alligevel rart med lidt ferie sammen med familien.
Jeg vil blot vise jer en bog, eller en serie af bøger, som jeg er begyndt at bruge på mit danskhold (g-niveau). Egentlig er bøgerne lavet til ordblindeundervisning, men jeg synes, at de er rigtig gode at bruge på g-niveau. Der findes trin1,2,3 og 4, mener jeg: