Min blog om undervisning, pædagogik, didaktik mm. Bloggen startede som en del af et web2,0 kursus, men handler om alt fra mine overordnede pædagogiske og didaktiske tanker til konkrete undervisningsideer :-)
Med mange af web2.0-tjenesterne forsøger jeg at snige flere skriftlige øvelser ind i min undervisning i forhold til tidligere. Fra mit perspektiv er det præcis det, som er web2.0-tjenesternes styrke. Mange kursister kan dele dokumenter og se, hvad de andre skriver. Jeg kan selv godt lide, at skriftlighed ikke kun er LANGE skriftlige afleveringer.
Mine kursister afleverede for et stykke tid siden anmeldelser. Jeg savnede lidt en vurdering af personerne og miljøet i mange af deres anmeldelser, og derfor arbejdede vi i dag med dette. Vi brugte Google Docs, hvor kursisterne i grupper først skulle beskrive, hvordan udvalgte personer eller miljøet blev fremstillet i filmen Ondskaben af Jan Guillou. Herefter skulle de vurdere, hvilken betydning de synes, denne fremstilling har for filmen. I kan se øvelsen her:
Mit sidste indlæg handlede om mine spil. Tilfældigvis faldt jeg over et indlæg på Skolestuen om websitet Classtools, hvor man finder en spændende samling af gratis skabeloner til at lave egne,
interaktive online-læringsspil og andre aktiviteter med. På Skolestuen var der lagt et eksempel på ordquizzen Connect Fours, som absolut ser spændende ud. I kan selv læse indlægget her.
Her kommer et indlæg, som (næsten) intet har med web2.0 at gøre. Det handler derimod om mine spil. Jeg har en efterhånden ret stor kasse med diverse kort, som jeg bruger til at variere undervisningen - specielt grammatikundervisningen. Her kan I se nogle af de spil, jeg har brugt sidst:
Orddomino: Jeg har lavet et række kort a la domino. Kortene er lavet således, at kursisterne skal danne en lang ordkæde med de svære ord fra en gammel tekst og deres betydning. Jeg har brugt det som før-læsningsstrategi for nemmere at komme igennem en svær tekst.
Byg sætninger: Jeg har en helt masse kort med en masse enkelte ord. Kortene er selvfølgelig lavet således, at de kan sættes sammen til sætninger med udsagnsled, grundled, genstandsled og hensynsled. Kursisterne skal i grupper løse forskellige opgaver med kortene. Lav en sætning med udsagnsled, grundled og genstandsled. Lav en sætning med alle udsagnsled, grundled, genstandsled og hensynsled... osv.
Til hvert emne har jeg kort med de faglige begreber indenfor emnet. Kursisterne organiseres i grupper, trækker et kort og skal forklare det faglige begreb. God øvelse til at træne mundtlighed og faglige begreber
Ovenstående øvelse kan varieres med, at hver kursist trækker et kort med et fagligt begreb. Kursisten skal forklare begrebet til de andre i gruppen, men må ikke sige ordet. Her kan man konkurrere grupper mod hinanden, og den gruppe, som har gættet flest på en bestemt tid, vinder.
Jeg har en række kort med udsagnsord i forskellige bøjningsformer. De svage kursister får en bunke kort og skal bare sortere dem i de rigtige bøjningsformer. De dygtige kursister kan lave konkurrence i grupper. Man skiftes til at vende et kort, den som først fanger viskelæderet på midten af bordet må sige hvilken bøjningsform ordet står skrevet i. Den, der til sidst har gættet flest rigtige, vinder.
Samme konkurrence som beskrevet ovenover har jeg med navneord og forskellige ordklasser.
Tjenesten Socrative har en sjov raket-funktion, hvor kursisterne kan quizze på tid. Kahoot kan nogenlunde det samme.
Jeopardy er selvfølgelig også altid en god variationsmulighed.
På Quizlet kan man lave sine egne spil bl.a. vendespil. Jeg er ikke selv kommet i gang med at bruge tjenesten, men har planer om at finde ud af, hvad det er for noget.
Jeg er i gang med at forberede det sidste forløb på d-niveau. Det har voldt mig lidt problemer, eftersom jeg har mange løse ender, jeg vil have med. Først og fremmest har jeg nogle faglige aspekter, som skal integreres, derudover vil jeg gerne øve lidt retorik og formidling samtidig med, at vi får repeteret de forskellige genrer, som kursisterne kan møde til mundtlig eksamen.
I mine forløb plejer jeg som regel at samle tekster med samme tema, men denne gang har jeg valgt tekster, som alle kan perspektiveres til et tidligere emne/tema, som vi har været igennem. Intentionen er selvfølgelig, at kursisterne skal øve sig på at perspektivere til emner og tekster, som vi har arbejdet med i år. Jeg har her skitseret en oversigt over forløbets delmål og opgaver. Jeg har ikke gennemtænkt opgaverne så grundigt som jeg plejer, men skyldes simpelthen, at jeg ikke kan tænke så langt... ;-)
1. Mål: Kendskab til appelformerne ethos, pathos og logos
Opgave: Sidste år havde jeg lavet nogle opgaver i Padlet og Socrative, hvor jeg arbejdede med dette. Jeg tænker at genbruge, I kan læse om dem her
2. Mål: Diskutere hvad der kendetegner en god tale, og hvad der gør én til en god taler
Opgave: Jeg ved, at kursisterne på dette tidspunkt arbejder med Black America i engelsk. Jeg tænker at drage paralleller til dansk, hvor vi skal kigge på nogle taler af Martin Luther King og Barack Obama.
3. Mål: At arbejde med argumentation i et interview
Opgave: Min erfaring er, at det kan være svært at placere interviewet som informationsgenre. Den, der bliver interviewet, siger jo sin mening... Derfor skal vi analysere og fortolke interviewet Foruroligende mange er blevet teknologijunkier, og vi skal have fokus på genren og den interviewedes argumentation.
4. Mål: At have kendskab til, hvordan man laver et godt talepapir
Opgave: Vi analyserer og fortolker teksten Neglelak og langt hår er forbudt for drenge og fokus er på at lave notater, som er hensigtsmæssige at bruge til eksamen
5. Mål: At formidle en analyse og fortolkning frit og flydende
Opgave: Kursisterne laver en individuel analyse og fortolkning af eventyret Ulven og de syv gedekid. De skal indtale deres analyse og fortolkning med Vocaroo eller på deres smartphone.
6. Mål: At kunne oplæse en tekst på en levende måde
Opgave: Kursisterne læser Snemanden af H.C. Andersen i grupper, og herefter laver de en analyse og fortolkning af teksten. Google Docs bruges til arbejdet.
7. Mål: At kunne lave en god disposition, herunder at kunne formidle indholdet af et digt
Opgave: Jeg oplever tit, at kursister, når de skal formidle indholdet af et digt, er for overfladiske. Vi skal arbejde med teksten Den første nat af Ankerstjerne og fokus er på at lave en god disposition af det, man vil formidle. Jeg tænker, at vi på en eller anden måde skal bruge matrixgrupper, men også at jeg selv indtaler en eksemplarisk gengivelse med Screencast-o-matic.
8. Mål: At svare for sig
Opgave: Kursisterne laver en analyse og fortolkning af en (ældre) novelle, jeg ikke har valgt endnu. Efterfølgende sættes de sammen i gruppe på tre, hvor to af kursisterne må udspørge den anden om hans/hendes analyse og fortolkning. Intentionen er selvfølgelig, at kursisterne øver sig på at argumentere for sin sag.
9. Mål: At have kendskab til Helle Helles forfatterskab og fremlægge en analyse og fortolkning
Opgave: Vi arbejder med novellesamlingen Rester og deler novellerne ud mellem kursisterne. Kursisterne skal lave en analyse og fortolkning, som fremlægges for resten af klassen eller dele af klassen. Prezi eller Power Point bruges muligvis.
10. Mål: At kunne formidle filmtekniske observationer
Mål: Jeg har oplevet, at det kan være svært for kursisterne at formidle de filmtekniske virkemidler i kortfilm. Det kan tage tid at finde eksemplerne, ligesom det kan være svært at vurdere hvor mange eksempler man skal finde, og hvor mange der er nødvendige at vise. Vi laver en analyse og fortolkning af kortfilmen Wolfgang, og herefter inddeles kursisterne i grupper, hvor de får tid til at vise nogle filmtekniske iagttagelser.
11. Mål: Se hvordan eksamen foregår
Opgave: Prøveeksamen
Min kære mand kom hjem og fortalte mig om tjeneste, som de på hans skole har brugt i forbindelse med OSO. Den hedder http://www.wix.com/, og du kan her lave din egen hjemmeside. Min mand havde brugt tjenesten sammen med nogle elever, og den viste sig at være ganske enkel og simpel at bruge. Det var skam også det indtryk, jeg fik, da jeg hurtigt gik ind for at afprøve siden. I kan her se en præsentationsvideo af Wix:
Personligt kan jeg godt lide, at man kan logge ind med Facebook eller sin Google konto, hvilket man kan.
Efter vinterferien har jeg planer om at påbegynde et undervisningsforløb med udgangspunkt i filmen Ondskab. Jeg har ikke lavet forløbet endnu, men er i gang med at finde ideer. På denne hjemmeside kan man finde inspiration til at arbejde med filmen og/eller bogen, og her findes opgaver til læs-let-udgaven. Jeg har her listet ideer op til, hvordan web2.0 kan bruges i forløbet. Det er kun variationsmuligheder, som jeg vil bruge ved siden af de almindelig analyse- og fortolkningsspørgsmål. Det er desuden kun ideer, og jeg kommer langt fra til at bruge alle:
Inden vi går i gang forestiller jeg mig, at kursisterne laver en brainstorm på en væg i Padlet. Hvad forbinder de med titlen ondskab?
Efter at klassen har set filmen, fordeles filmens personer mellem grupper i klassen. Hver gruppe skal selvfølgelig lave en grundig personkarakteristik af deres person. Deres personkarakteristik skal laves i tjenesten Glogster, således flere modaliteter kommer i spil.
Hver kursist skal vælge et sted i bogen, hvor man ser mange beskrivelser og detaljer. De skal øve sig på at læse op ved at bruge tjenesten Voccaroo.
Kursisterne skal beskrive nogle filmtekniske detaljer. De skal lave en oplæg i Prezi, hvor de finder eksempler på filmtekniske observationer.
Læs artiklen SMS'er gør ondt, som jeg har på kopi. I Google Docs diskuteres forskellen på mobning i bogen og i artiklen.
Brug iMovie til at lave en trailer til fortsættelsen af filmen.
Kursisterne læser denne anmeldelse. Herefter skal de selv skrive en anmeldelse, som lægges på en fælles blog, hvor kursisterne kan kommentere hinandens arbejde.
Jeg er i gang med at planlægge et par lektioner om reklamer og billeder. Tilfældigvis faldt jeg over en gammel øvelse med Padlet, som jeg vist ikke har skrevet om. Indledningsvis forklarede jeg forskellige billedkompositioner på tavlen, hvorefter kursisterne i grupper skulle finde eksempler på Google og lægge på en væg i Padlet. Formålet var ganske simpelt, at de skulle øve sig i at genkende forskellige billedkompositioner. Her kan I se et eksempel på en væg:
Så vidt jeg husker fungerede det ganske glimrende, men jeg har ikke bestemt mig til, om jeg genbruger øvelsen.