Når jeg holder workshop, gør jeg meget ud af at formidle både fordele og ulemper ved at integrere web2,0 i undervisningen. Det giver sig selv, at jeg er meget begejstret for at anvende disse tjenester, men for mig det ikke løsningen på alle problemer. Ligesom hverken Cooperative Learning, Flipped Classroom eller læringsstile er det. Jeg er stor tilhænger af variation. For mig at se handler pædagogik og didaktik ikke om at bekende sig til en af alle disse principper, men at udvælge de elementer, som passer til det faglige indhold og de kursister, som er i klassen. Eksempelvis er jeg også stor fortaler for gammeldags repetition og udenadslære. Jeg arbejder bevidst med meget traditionel undervisning, fordi jeg mener, at det stadigvæk har sin plads (selvom jeg nogle gange bliver "skældt ud" af for have denne holdning). Unge mennesker, og endda også mig selv, har stort set ingen basal baggrundviden, og det skyldes, at vi i undervisningssystemet er blevet bange for at give plads til basal repetition og udenadslære. Det er et skældsord, som ingen tør sige noget positivt om. Jeg mener, at der er nogle ting, som vi bare skal kunne udenad uden at tænke os om et sekund, eksempelvis ordklasser og andet grammatik.
Når jeg holder workshop, formidler jeg selvfølgelig også fordelene ved at anvende web2-tjenester i undervisningen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg mener, at web2,0 har givet min undervisning en ekstra dimension.
Bloggen er omdrejningspunktet for min undervisning, og det giver mange praktiske fordele at have et fælles samlingssted, hvor kursisterne altid kan finde ud af, hvad vi har lavet, eller de kan finde information om et fagligt indhold. Det er endvidere meget praktisk, at jeg kan lægge links ud på bloggen, som kursisterne skal arbejde med. Det kan være links til delte dokumenter, links til hjemmesider osv., og alt dette givet en form for synlighed i det danskfaglige arbejde. Jeg finder ofte kursisterns arbejde op på smartboard, og det giver en ekstra dimension i undervisningen, at vi kan se det, vi taler om. Den helt store forskel ser jeg dog i, at kursisternes arbejde ikke bliver gemt ned i tasken. Når tingene bliver synliggjort, gør mange sig mere umage. Et af de store modeord nu om dage er inklusion (ja, jeg hader ordet, men nu bruger jeg det alligevel), og efter min mening er web2,0 med til at inkludere kursisterne i fællesskabet. Jeg ville nok kunne skrive en hel teoretisk afhandling om Lave og Wengers situerede læringsteori i denne forbindelse, men jeg vil forskåne jer. Jeg mener, at et klasserum med web2,0 er med til at inkludere eleverne i fællesskabet. Når vi arbejder med Socrative, SKAL alle svare. Ingen kan sidde og gemme sig. Når vi arbejder med opgaver i Google formular kan elever, som af en eller anden grund ikke er i skole, lave opgaverne hjemme. Når vi skriver på en væg i Padlet bliver det synligt, at alle er med og har en holdning til det faglige.
Der har i løbet af historien været mange undervisningsparadigmer. Mange har også sagt til mig, at web2,0 er en bølge, som forsvinder om nogle år. Jeg har dog mine tvivl. Jeg tror kun, at der kommer mere IT i fremtiden. Så det er med at hoppe med på bølgen, inden alle børn og unge mennesker er hoppet fra os :-)
