søndag den 25. maj 2014

Spørgetime med Todays Meet

I morgen har jeg mundtlige eksamener, og i fredags afholdt jeg en spørgetime, som så mange andre gør. Jeg havde proklameret, at jeg sad i vores lokale fra 11-13, og de kunne møde op og stille alle mulige spørgsmål. Jeg havde også givet dem muligheden for at stille spørgsmål online. Her havde jeg lavet et forum i Todays Meet, hvor jeg ville være på i samme tidsrum.

Her kan I se mit forum:



Det fungerede faktisk ganske glimrende. Som forventet mødte ganske få op, men jeg fik at vide, at mange fulgte med hjemmefra. Jeg kunne også se på spørgemålene, at de var på. Dette skal jeg helt klar gøre igen næste år!

torsdag den 22. maj 2014

Evaluering på et år med web2,0

Nu er skoleåret efterhånden ved at være slut. De skriftlige eksamener er afsluttet, og de mundtlige skal til at gå i gang. Jeg elsker denne tid på året. Der er sådan en helt speciel stemning , og det er spændende at have kursisterne til eksamen. Det er også på dette tidspunkt, jeg begynder at reflektere over, hvordan skoleåret har været. Her på bloggen vil jeg reflektere lidt over, hvordan det har været at arbejde med web2,0 i dette skoleår.


Bloggen: Først og fremmest har det været et skoleår, hvor jeg har brugt min elevblog hver eneste dag. Alt mit undervisningsmateriale - undtagen tekster - ligger på bloggen, hvilket har været en stor succes. Mange af kursisterne har givet udtryk for, at de godt kan lide at have et samlingssted, hvor de altid kan finde materiale og se, hvad vi har lavet. Jeg skal helt klart fortsætte med at bruge min elevblog, dog har jeg tanker om, at eleverne også skal skal have en blog eller portlog (sidstnævnte skriver jeg et indlæg om senere).

Padlet: Jeg har brugt Padlet MANGE gange i år. Kursisterne har lavet deres egne vægge, men vi har også arbejdet kollaborativt på den samme. Jeg skal helt klart fortsætte arbejdet med Padlet, da det er simpelt, men godt. Det bidrager positivt til undervisningen, at man kan få deres arbejde op på smartboard.

Google Docs har jeg også brugt adskillige gange i år, og det vil fremover også være en fast bestanddel af min undervisning. Vi har lavet dokumenter, hvor hele klassen arbejdede kollaborativt. Vi har lavet dokumenter, hvor 4-5 kursister arbejdede kollaborativt. Vi har lavet en logbog, som kun den enkelte kursist og jeg havde adgang til. Jeg er helt klart mest tilhænger af, at kursisterne arbejder 4-5 i et delt dokument. Tanken bag logbogen er fantastisk, synes jeg, men det kræver virkelig, at man bruger det kontinuerligt.

Google Formular har jeg brugt nogle få gange i år. Dog skal tjenesten alligevel med, da den er fantastisk til at evaluere med. Man får på meget kort tid kursisternes evaluering i sin "indbakke" - jeg skal helt klart bruge dette redskab mere til næste år.

Socrative: Jeg har for alvor fået brugt livetesten i Socrative i år. Det fungerer upåklageligt, når man først bliver dus med tjenesten, og det fungerer virkeligt godt, at alle kursister skal tage stilling til et spørgsmål. Denne tjeneste skal jeg klart anvende mere næste år. 

Toondoo: I dette skoleår fik jeg afprøvet Toondoo i undervisningen. Man kan ikke bruge tjenesten mange gange i løbet af et skoleår, men den er god at integrere en gang imellem for at spice et forløb op.
Jeg brugte den i forbindelse med mit forløb om litteraturhistorie, og det satte lidt mere krydderi på folkeviserne. Jeg overvejer dog at bruge Pixton næste år, men nu må vi se…

Mindmup har mine kursister brugt MANGE gange. De arbejder ikke kollaborativt i tjenesten, men de bruger den, når de skal lave deres egen mindmap. Her fungerer den upåklageligt, og den skal jeg/de helt klart fortsætte med at bruge.

Screncast-O-Matic: Sidste år brugte jeg screencasts rigtig meget. Kursisterne var glade for at få en videoforklaring eller en feedback på video, men i år har kursisterne foretrukket mere traditionel undervisning. Jeg skulle gennemgå tingene på tavlen, og de ville gerne have gammeldags skriftlig feedback. Jeg tilpasser selvfølgelig min undervisning til de kursister, jeg har, så derfor jeg ikke brugt Screencast-O-Matic så meget i år. Men lur mig om ikke jeg kommer i gang igen næste år...

søndag den 18. maj 2014

Puppet Pals

Inde på Web2Bevisets forum har jeg flere gange stødt på indskolingslærere, som har været begejstret for appen Puppet Pals. Denne app kan anvendes til at lave små dukketeaterlignende film, og den skulle være særligt velegnet til de mindste skolebørn. Det er ikke min målgruppe - overhovedet - men jeg er alligevel blevet nysgerrig.

Her er resultatet af mit forsøg med Puppet Pals:





Efter kort tid med appen har jeg fået et ganske godt overblik over, hvordan den fungerer. Den er ualmindelig simpel og alligevel ganske indbydende. Jeg kan godt forstå, hvis mange indskolingslærere roser den. Man ikke skal tænke særligt meget over teknikken. Man kan både bruge billeder/figurer fra Puppet Pals, men man kan også selv tage nogle, som kan bruges. Faktisk er jeg ualmindeligt begejstret for denne app, og jeg må overveje, om jeg kan integrere den i min undervisning - selvom jeg underviser unge voksne!!


Jeg har på YouTube fundet denne vejledning til Puppet Pals:


onsdag den 14. maj 2014

Idéer til filmanalyse

I morgen har vi de sidste tre dansktimer i dette skoleår. Hold da op, som tiden flyver af sted. Det er altid lidt sørgeligt at sige farvel til kursisterne, men på den anden side trænger de til at komme videre. Jeg har planer om, at vi skal se film - Bænken af Per Fly. Det er nu ikke, fordi vi har tid til at arbejde så meget med den, men jeg har da alligevel gjort mig nogle tanker om, hvordan man kan arbejde med filmen. Her er mine idéer:

  • Lav en analyse og fortolkning af filmen. Præsentér analysen og fortolkningen på en digital planche lavet i Glogster.
  • Lav en filmtrailer til Bænken med iMovie
  • Lav nogle grupper, som skal stille 10 undrespørgsmål til filmen. Spørgsmålene skrives i et åbent dokument (Google docs), således det er nemt at bytte spørgsmål med en anden gruppe. Den anden gruppe skal selvfølgelig besvare spørgsmålene. 
  • Udvælg en vigtig scene i filmen, hvor sønnen Jonas er med. Lav en tegneserie i Pixton, som viser scenen fra Jonas' synsvinkel.
  • Find forskellige eksempler på, hvordan de filmtekniske virkemidler bruges i filmen. Alle kursister indsætter deres eksempler på en fælles væg i Padlet. 
  • Skriv en anmeldelse af filmen og udgiv den på klassens blog. 
  • Vælg en person fra filmen. Lav personkarakteristik af personen og fremstil karakteristikken på en collage lavet med Piccollage.



søndag den 11. maj 2014

Kaizena

Web2Beviset præsenterede for et stykke tid siden tjenesten Kaizena, som er en tilføjelse man kan koble til sin Google konto. Jeg havde her til aften tid til at afprøve Kaizena, hvilket jeg således gjorde.

Allerførst googlede jeg Kaizena, hvorefter jeg fandt den side, hvor man kan installere tjenesten. Det tog ikke længe at installere den, og jeg kunne gå i gang med at afprøve dens muligheder. Jeg fandt hurtigt ud af, at man med Kaizena kan kvalificere sin feedback ved at lave stemmeoptagelser, lave kommentarer eller vedhæfte opgaver. Jeg valgte kun at afprøve muligheden for at lave stemmeoptagelser.

Man starter med at gå ind i sit google dokument og åbne det i Kaizena. Herefter kan man, når man markerer et ord, lave en mundtlig feedback. Her kan I se mulighederne, når man markerer et ord:




Øverst kan man vælge farve til markeringen
I midten kan man vælge at optage en stemmeoptagelse - her er jeg i gang med at lytte til den optagelse, jeg lavede for 13 minutter siden. Hvis man trykker på x kan man slette den optagelse, man har lavet.
Nederst kan jeg starte en optagelse ved at trykke på mikrofonen, lave en kommentar eller vedhæfte en opgave. 

Her kan I se en oversigt over mit dokument: 

 

Jeg havde håbet på, at kursisterne kan lytte til optagelser uden selv at have installeret Kaizena. Det kan jeg umiddelbart ikke få til at fungere - desværre! Når man åbner dokumentet kan man, ved at trykke på de markerede ord, høre min mundtlige feed back.  

torsdag den 8. maj 2014

Vejledning til blogger

I forrige uge var jeg som tidligere nævnt på KVUC for at holde oplæg om web2 i danskundervisningen. Her lagde jeg mærke til, at en del var interesseret i at arbejde med blogs. I går skulle jeg afholde et kursus om netop blogger på min egen skole. Kurset var mest tænkt som en praktisk hjælp til dem, som kunne være interesseret i at arbejde med blogs i undervisningen. Jeg havde lavet denne vejledning til dem, som gerne ville sidde med et stykke papir (ligesom jeg foretrækker). Den ligger nu til fri afbenyttelse her:


 
 
Vejledningen viser ikke alt, man kan i blogger, men den kan hjælpe én med at komme i gang. Den viser eksmepelvis ikke, at man lige skal tilføje en gadjet under layout, hvis man vil have flere sider på sin blog. 
 


søndag den 4. maj 2014

Ideer til Pixton

For nogle dage siden viste jeg tjenesten Pixton. Tegneserieprogrammer som Pixton kan selvfølgelig integreres i danskundervisningen på forskellig vis, og jeg har her listet forskellige ideer op:

  • Lav en tegneserie der viser handlingen i Roselil og hendes moder eller en anden tekst. Tegneserien kan på en visuel måde illustrere indholdet. Da vi arbejdede med Roselil og hendes moder kunne jeg se, at nogle af kursisterne troede, at Roselil ikke ville giftes med Hr Peder, fordi hun "kyssede med andre fyre". Vi måtte lige tage os en lille snak om middelalderens samfund... 
  • Arbejd med genren tegneserier/tegneseriestriber. Emnet afsluttes med, at kursisterne laver deres egen. 
  • Der arbejdes med eventyret Historien om en moder af H.C. Andersen. Peter Madsens tegneserieudgave inddrages. Kursisterne læser og analyserer H.C. Andersens eventyr Snemanden, og kursisterne laver i den forbindelse en tegneserie over handlingen.
  • Denne ide er tyvstjålet vil jeg straks indrømme. En lærer fra KVUC fik ideen, og jeg synes, at den er brand god. Kursisterne læser en tekst, eksempelvis novellen En æggesnaps. De skal herefter genskabe novellen fra moderens synsvinkel, men i en tegneserieudgave.
  • Klassen arbejder med et emne såsom danskhed, venskab, identitet mm. Kursisterne skal lave en tegneserie, som på en eller anden måde illustrerer emnet. 
  • Kursisterne ser og arbejder med kortfilmen Dennis. De skal herefter forestille sig, hvad der sker efter kortfilmens slutning, og de skal illustrere fortsættelsen i en tegneserie. Jeg tænker, at tjenestens mange muligheder for at lave mimik og kropspositurer er anvendelig her. 
  • Klassen laver en slags vandrehistorie. En elev starter med at lave første billede, sender den videre til den næste, sender den videre til den næste osv. Jeg forestiller mig, at der kan komme mange spændende diskussioner ud af dette blandt andet i forhold til at tale om at have en rød tråd gennem "teksten".
  • Klassen arbejder med de små ordklasser. De skal lave en tegneserie med 4 udråbsord, 4 forholdsord, 4 bindeord osv. Måske denne opgave kan tydeliggøre nogle af ordklasserne. Eksempelvis bliver det nok sværest at integrere bindeord, fordi sætningerne er ultra korte.


Jeg forestiller mig også, at tjenesten er god til at træne skriftlighed i et fag som engelsk.

lørdag den 3. maj 2014

Flipsnack

Jeg har tidligere vist jer tjenesten Calamaéo, som kan anvendes til at lave pdf-filer om til digitale bøger. Min mand, som lige nu læser mediepædagogik, fortalte mig om tjenesten Flipsnack, som kan bruges til det samme. Set fra mit perspektiv er Flipsnack en smule mere brugervenligt, og det færdige produkt ser lidt mere professionelt ud. Jeg har her lave et inspirationskatalog om lektieinkluderende undervisning om til en digital bog: