søndag den 30. september 2012

Sådan laves testen...

Jeg har lige fundet ud af, at der ligger en vejledning til at lave disse tests (også kaldt google-formularer) under web2,0 og læringsressourcer

Grammatikkursus med tests på google-drev

Jeg har i den seneste tid kørt et grammatikkursus, hvor jeg bruger bloggen.
Kursisterne skal igennem et kursus, hvor der er 8 mål (se målene i nedenstående tabel eller på min kursistblog http://www.stineaaendurr.blogspot.dk/2012/09/grammatikkursus.html):


Mål
Test
Marker her når du har nået målet J
1
Kende forskel på udsagnsord, tillægsord og navneord

2
At kende navneordenes bøjningsformer

3
At kende nutid, datid og navneform

4
At kende til lang tillægsform og skelne den fra flertal/bestemt (ene/ende)

5
At kende kort tillægsform og kende forskel på førnutid og førdatid

6
At kende regelmæssige og uregelmæssige udsagnsord

7
At kunne alle bøjningsformerne

8
At kunne bruge din viden i tekster
-



Jeg har lavet en mappe med opgaver indenfor hvert mål. Kursisterne skal lave opgaver indtil de føler, at de kan det. Jeg har gjort dem meget opmærksomme på, at det er målet, de skal nå. Jeg er i princippet ligeglad med, hvor mange opgaver de har lavet. Bare de har nået målet!
Indenfor hvert mål har jeg lavet en afslutningstest på google-drev. Den skal de således tage, når de føler, at de har nået målet. I kan se de forskellige tests, hvis I trykker på de forskellige links i tabellen (lad venligst være med at besvare testen, da jeg så får jeres svar ind).
Jeg kan klart anbefale, at lave sådanne tests i google-drev. Det har været et kæmpe hjælp for mig i forhold til at finde ud af, om kursisterne kan det, vi har arbejdet med. Det er desuden meget praktisk, da kursisterne ikke skal have en google-konto.

onsdag den 26. september 2012

L.O.C. - et eksempel på at arbejde producerende og undersøgende


Vi lavede i sidste uge en opgave, som jeg gerne vil dele med jer andre. Det var et forsøg på at få kursisterne til at arbejde producerende og undersøgende, jf. artiklen Vidensformer og didaktisk vægtforskydning (http://www.web2bloggen.dk/?p=82). Intentionen med opgaven var, at kursisterne skulle lære at lave en kvalificeret personkarakteristik. Jeg oplevede sidste år, at mange lavede en for overfladisk karakteristik, og jeg ville gerne lære kursisterne at arbejde mere i dybden med dette. Jeg lavede en skabelon med nogle krav til, hvad en kvalificeret personkarakteristik skal indeholde. De læste nu et interview med L.O.C. (det findes i Dyrk Dansk), hvorefter de skulle lave en grundig personkarakteristik ud fra interviewet og oplysninger, de ellers kunne søge på nettet.  Karakteristikken skulle præsenteres på et a4 ark, som skulle hænges i klassen. Jeg synes personligt, at de fik lavet nogle gode produkter, hvor de fleste fik lavet en grundig karakteristik. I kan se to eksempler på elevprodukter her:


Træerne vokser ikke ind i himlen... Om mit første forsøg med web2,0

Jeg vil selvfølgelig lige følge op på mit indlæg, hvor jeg beskrev mit første forsøg med web2,0. Først og fremmest var det rigtig smart, at musikvideo og sang lå på bloggen sammen med opgaverne. Det var utrolig nemt for kursisterne at navigere i. Desuden så det ret fedt ud lige at smække bloggen op på smartboardet :-) Et kæmpe minus var dog, at jeg ikke kunne få snurl til at fungere (hmmm, det er jo det værste ved alt det her teknik). Kan nogle måske give et råd? Jeg ville gerne have, at kursisterne skulle skrive i et snurl-dokument, så de kunne få inspiration fra hinanden. Det blev dog bare til, at de skrev anmeldelsen i et almindeligt worddokument, hvilket også fungerede ganske glimrende. Alt i alt var det ok at bruge web2,0, men jeg glæder mig til at få mere træning. Ture skrev, at kursisterne kunne lave en elektroniks mindmap. Det vil jeg forsøge mig med næste gang. Vi brugte bare en "gammeldags" metode, som I kan se på billedet her!

mandag den 24. september 2012

Mit første forsøg med web2,0

Nå, nu forsøger jeg at kaste mig ud i det. Har til morgendagens undervisning i dansk lavet et "snurl" dokument, som eleverne skal skrive i.
Vi arbejder på f-niveau med sagprosa, og vi har i disse dage om anmeldelser. Intentionen er, at de skal lytte til en sang i youtube og skrive små anmeldelser. I kan se opgaverne nedenunder eller på min kursistblog: http://stineaaendurr.blogspot.dk

1. Hør sangen her:





2. Læs teksten her:


Ta' hvad du vil fra mig
Sig at du hader mig
Når du forlader mig
Ved jeg har elsket dig
Ta hvad du vil
Ta hvad du vil

ANKERSTJERNE

Jeg finder den mørkegrå hættetrøje du plejer at sove i
Duften af dig, har som det eneste fået lov at bli'
Jeg står tilbage i ruiner fra vores kolde krig
Og høre gennemlyden af de ting du endelig fik lov at sige
Lejligheden ligner sig selv, men intet er det samme
Her burde være sort af aske ligne pindebrænde
Stolen står hvor den plejer, bordet har ikke en skræmme
Der er ingen andre spor, end den tomme billederamme
For bare en time siden, stod jeg i et flammehav
Og nu er her så koldt, at jeg kan se mit eget åndedrag
Finder en kuvert med min adresse og dit efternavn
Min ører ringer stadig fra da døren smækkede med et brag
Og hele verden tav, og varmen den forsvandt
Og nu er det sted vi kaldt hjem, ligesom et fremmed land
Og vores liv er sand, der smuldre mellem fingrene
Der er stille nu så jeg kan høre minderne

BURHAN G

Når du går, sig ikk hvorhen
For hvis jeg ku, så ville' jeg hente dig hjem igen
Så slet dine spor, i nat må det ende
Slip mig fri, så jeg en dag kan bli' hel igen
Ta' hvad du vil fra mig
Sig at du hader mig
Når du forlader mig
Ved jeg har elsket dig
Ta hvad du vil

ANKERSTJERNE

Hver eneste tallerken i mit'skab dem har vi valgt sammen
Hvordan skal vi dog skille det ad, når alting er så blandet sammen
Latterlige ting som vores tandbørster der passer sammen
Jeg burde lukke øjnene, stryge en tændstik og la' det brænde
Jeg finder hadet frem, og prøver at lade vreden vinde
Måske det ville' gøre mindre ondt, hvis nu jeg bar' ku' hade hende
Det virker to minutter før jeg må give op igen
Jeg burde lægge mig ned, men fanme ikk i vores dobbeltseng
Der står en flaske vin på bordet som vi sku ha' delt
Ved siden af ligger den film som vi sku' ha' set
Hvis ikk vi tog snakken ku' det sagtens have været sket
Vi ku' ha' siddet her, og holdt i hånd, sagt ting vi ikk havde ment
Har leget et glansbillede, det ved jeg godt du ikk fortjener
Og jeg forstår godt at du går, du var ikke lykkelig længere
Du hører til et andet sted, håber du finder det
Der er stille nu, så jeg kan høre minderne

BURHAN G

Før du går, sig ikk hvorhen
For hvis jeg ku, så vil' jeg hente dig hjem igen
Så slet dine spor, i nat må det ende
Slip mig fri, så jeg en dag kan bli' hel igen
Ta' hvad du vil fra mig
Sig at du hader mig
Når du forlader mig
Ved jeg har elsket dig

Ta hvad du vil

Hva du vil, hvad du vil
Hva du vil, hvad du vil

Så jeg ka bli hel igen

Hva du vil, hvad du vil
Hva du vil, hvad du vil

Ta hvad du vil,


3. Find et stykke papir. Skriv 5-10 stikord ned om, hvad sangen handler om.

4. Du skal nu lave en kort anmeldelse af sangen. Du må få inspiration på papirerne fra sidst, fra tavlen i morges, på nettet mm. Lav først en brainstorm på papir over, hvad du synes om sangen. Brug herefter din brainstorm som hjælp, når du skriver.

5. Skriv din anmeldelse på dette link:

http://snurl.com/anmeldelselektieklasse


søndag den 23. september 2012

"I stedet skal de ud og opsøge viden..."

 



Jeg er som tidligere skrevet med i et projekt omkring lektieinkluderende undervisning på AVU. Vi har på Herning HF og VUC en lektieklasse, hvor lektierne hovedsageligt er inkluderet i undervisningen. Dog har vi en intention om, at kursisterne i løbet af året skal "lære" at lave lektier.
Jeg ser, at web2,0 har kæmpe potentialer i forhold til dette. Hvis vi som lærere kan nytænke lektierne og bruge de sociale medier i lektielæsningen, så vil vores chance for at få eleverne med være større. Hvis lektien  eksempelvis er at lave et indlæg til facebookgruppen om et eller andet fagligt eller hvis det er at gå ind på min blog og kommentere et indlæg, så vil flere kursister måske få det gjort.
Jeg så i forlængelse heraf et interessant interview med to lærere fra Netværksskolen i Hellerup. Den kvindelige lærer - Mette Hauch - sagde noget meget rammende om de elever, som de har på Netværksskolen: "I stedet for at sidde stille og vente på at få viden, så skal de selv gå ud og opsøge viden". Vores kursister i lektieklassen er ikke den type kursister, som selv opsøger viden (de fleste af dem i hvert fald). Måske vil flere af dem opsøge viden - opsøge lektierne - hvis vi bruger de sociale medier?! Det er i hvert fald en tanke, som jeg vil arbejde videre med :-)

torsdag den 20. september 2012

Mit første indlæg

Mit navn er Stine Aaen Dürr. Jeg underviser på Herning HF og VUC i dansk og samfundsfag på AVU. Jeg er uddannet lærer fra Silkeborg Seminarium i 2007 og can.pæd.pæd.psyk fra DPU i 2011. Denne blog er oprettet som et led i et web2,0 kursus. Mange af mine indlæg vil være knyttet til dette kursus, men mange indlæg vil også være mine personlige pædagogiske og didaktiske tanker. Jeg er meget interesseret pædagogik og psykologi, og hvorledes jeg som lærer kan udvikle min undervisning. Jeg er b.l.a.. med i et lektieinkluderende projekt, hvor vi forsøger at integrere lektielæsning i undervisningstiden.