torsdag den 10. april 2014

Nogle gange lykkes det bare ikke....

Det er efterhånden blevet sådan, at vi på Facebook, Instagram og andre sociale medier konstant bliver præsenteret for rosenrøde udgaver af virkeligheden. Perfekte billeder af mad, perfekte billeder af børn, perfekte billeder af parforholdet osv. Vi bliver konstant konfronteret med andres perfekte liv. Faren ved at have en blog som denne er selvfølgelig også, at min undervisning fremstilles rosenrød. Det er den på ingen måde, og det er selvfølgelig slet ikke min hensigt af fremstille den sådan. Jeg elsker blot at eksperimentere med it i min undervisning, hvilket jeg gerne vil dele. Jeg elsker nemlig selv at surfe rundt på nettet for at få inspiration fra andre. Som regel blogger jeg om de it-eksperimenter, som lykkes. Det gør de heldigvis ofte, men lige netop i dag ramte det bare ikke, hvilket jeg også gerne vil dele. Det er vigtigt for mig at formidle videre, at det nogle gange ikke lykkedes at afprøve disse nye ting. Nogle gange kan kursisterne ikke logge ind, nogle gange er der tekniske problemer, nogle gange passer tjenesterne bare ikke ind i undervisningen, som man havde forestillet sig...  Sådan er det, men jeg vil ikke være mine it-eksperimenter foruden, da det bidrager med nye, kreative og anderledes opgaver. I dag havde jeg planlagt to lektioner, hvor vi skulle arbejde med tegneseriestriber. Opgaverne kan I se her. Opgaverne var vildt gode og spændende, synes jeg selv, men det blev aldrig den store succes. Kursisterne blev aldrig rigtig fanget, og Google Præsentation drillede.

Her kan I se den Google Præsentation, hvor kursisterne skulle indsætte en favorit tegneseriestribe:



Her kan I se et eksempel på en af vores egne tegneseriestriber lavet med Toondoo. De fleste kursister valgte dog at lave grammatik i stedet for at lave deres egen tegneseriestribe!!!!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar