onsdag den 30. april 2014

Lav tegneserier med Pixton

For et stykke tid siden gik jeg i gang med at bruge tjenesten Toondoo i min undervisning, Første gang lavede kursisterne folkevisen Roselil og hendes moder om til en tegneserie, og det gik over al forventning. I kan se mit indlæg om dette her og her. Anden gang var opgaven lidt mere fri, og det gik mindre godt. Årsagen kan selvfølgelig være opgaven, men det kan også være tidspunktet, som var en af de sidste timer lige inden påskeferien... Jeg har egentlig været glad for tjenesten Toondoo, fordi den er så simpel. Kursisterne kunne på en lektion (45 min) lære programmet at kende og lave en tegneserie over folkevisen. Dog savner jeg muligheden for at kunne lave en lidt længere tegneserie. Jeg kan ikke umiddelbart se muligheden i Toondoo, men hvis nogen kan hjælpe, så smid gerne en kommentar!

Jeg tænkte, at jeg ville undersøge tjenesten Pixton, som også kan anvendes til at lave tegneserier. Man kan logge på med Google Konto eller Facebook, hvilket er særdeles praktisk i forhold til min kursistgruppe. Jeg gik herefter i gang med at lave en tegneserie over novellen Film af Helle Helle, som vi arbejdede med i dag. I starten syntes jeg, at Pixton er mindre anvendeligt end Toondoo, fordi der ikke er de samme valgmuligheder, men jeg tog fejl. Tjenesten er faktisk bedre i forhold til at vælge mellem forskellige ansigtsudtryk og positioner. Dog synes jeg at figurerne i Toondoo er sjovere!

Efter at have prøvet tjenesten er jeg ret begejstret. Man kan lave længere tegneserier, og der er masser af valgmuligheder. Her kan I se mit forsøg med Pixton:




søndag den 27. april 2014

Undervisningsevaluering med Google Formular

Jeg laver selvfølgelig flere gange om året undervisningsevaluering. Her i foråret skulle vi lave en evaluering, hvis resultater ledelsen skulle have et referat af. Jeg havde lavet dette evalueringsark med Google Formular. Det er ikke specielt gennemtænkt eller specielt revolutionerende, men det er en simpel måde at få evalueret undervisningen på.




Link til evalueringsarket

I kursisternes besvarelser var der nogle interessant ting i forhold til, hvordan man skal skrue sin undervisning sammen:
  • De kan godt lige at lave forskellige typer af opgaver, så undervisningen ikke føles så ensartet. De vil gerne lave o-løb, små lege, CJ-øvelser mm. 
  • De vil gerne lave mange sociale ting. Vi har nogle gange været i hallen for at spille bold eller ude at gå en tur, og det vil de gerne have mere af. 
  • De kan godt lide, at man strukturer undervisningen i korte moduler, således de ikke sidder for sig selv i længere tid. 
  • Grammatikopgaver vil de gerne lave i hånden.  


torsdag den 24. april 2014

Workshop

I går var jeg i København for at holde workshop om web2,0. Jeg havde lavet et inspirationshæfte, hvor der også er vejledninger til de enkelte tjenester. Jeg har valgt de tjenester, som jeg selv finder mest tilgængelige og mest anvendelige i forhold til vores målgruppe. I kan se hæftet her:


mandag den 21. april 2014

Litteraturhistorisk quiz med Socrative

Velkommen tilbage efter påske. Jeg har haft en helt fantastisk ferie, idet min familie og jeg har været i sommerhus - uden internet. Det er meget sjældent, at jeg er fuldstændigt logget af, så det har været meget afslappende.

I morgen har jeg tænkt mig at starte min danskundervisning med en lille quiz om litteraturhistorie. Vi skal have genopfrisket nogle af de ting, som vi arbejdede med inden påske. Det er selvfølgelig tjenesten Socrative, som jeg vil benytte.

Jeg har planlagt kategorierne således:

A. Middelalderen
B. Romantikken
C. Det moderne gennembrud
D. Krig og mellemkrigstid
E. 1960'erne og 1970'erne

Og jeg har planlagt følgende spørgsmål (som selvfølgelig mixes undervejs):


  • Folkeviserne stammer fra denne periode. 
  • Folkeeventyrerne stammer fra denne periode. 
  • I denne periode rejste en omvandrende forsanger, også kaldt en trubadur, rundt og underholdt med sang og dans for folket
  • Roselil og hendes moder er fra denne periode
  • Denne periode opstod i 1800-tallet
  • I denne periode tænkte man meget idealistisk og romantisk
  • H.C. Andersen Der er et yndigt land og nationalsangen er fra denne periode (hint = nationalromantikken)
  • Dannelsestanken og således dannelsesromanen var fra denne periode
  • I denne periode var man også optaget af menneskets skyggesider; det ukendte og dæmoniske (hint = romantismen).  
  • H.C. Andersens eventyr om snemanden er fra denne periode
  • I denne periode bliver litteraturen mere realistisk 
  • Ørneflugt er fra denne periode 
  • Litteraturen begynder i denne periode at behandle temaer som fattigdom, kønsroller, homoseksualitet mm. 
  • I denne periode blev mennesket betragtet som ondt og grusomt 
  • Henrettelsen er fra denne periode 
  • I denne periode var der ungdomsoprør og kvindeoprør 
  • Vita Andersen udgav sine tekster i denne periode
  • Parcelhuskvarterer opstod i denne periode
  • I dag skal vi arbejde videre med denne periode… 




torsdag den 10. april 2014

Nogle gange lykkes det bare ikke....

Det er efterhånden blevet sådan, at vi på Facebook, Instagram og andre sociale medier konstant bliver præsenteret for rosenrøde udgaver af virkeligheden. Perfekte billeder af mad, perfekte billeder af børn, perfekte billeder af parforholdet osv. Vi bliver konstant konfronteret med andres perfekte liv. Faren ved at have en blog som denne er selvfølgelig også, at min undervisning fremstilles rosenrød. Det er den på ingen måde, og det er selvfølgelig slet ikke min hensigt af fremstille den sådan. Jeg elsker blot at eksperimentere med it i min undervisning, hvilket jeg gerne vil dele. Jeg elsker nemlig selv at surfe rundt på nettet for at få inspiration fra andre. Som regel blogger jeg om de it-eksperimenter, som lykkes. Det gør de heldigvis ofte, men lige netop i dag ramte det bare ikke, hvilket jeg også gerne vil dele. Det er vigtigt for mig at formidle videre, at det nogle gange ikke lykkedes at afprøve disse nye ting. Nogle gange kan kursisterne ikke logge ind, nogle gange er der tekniske problemer, nogle gange passer tjenesterne bare ikke ind i undervisningen, som man havde forestillet sig...  Sådan er det, men jeg vil ikke være mine it-eksperimenter foruden, da det bidrager med nye, kreative og anderledes opgaver. I dag havde jeg planlagt to lektioner, hvor vi skulle arbejde med tegneseriestriber. Opgaverne kan I se her. Opgaverne var vildt gode og spændende, synes jeg selv, men det blev aldrig den store succes. Kursisterne blev aldrig rigtig fanget, og Google Præsentation drillede.

Her kan I se den Google Præsentation, hvor kursisterne skulle indsætte en favorit tegneseriestribe:



Her kan I se et eksempel på en af vores egne tegneseriestriber lavet med Toondoo. De fleste kursister valgte dog at lave grammatik i stedet for at lave deres egen tegneseriestribe!!!!


tirsdag den 8. april 2014

søndag den 6. april 2014

Padletøvelse

Tjenesten Padlet er rigtig god at bruge til små korte diskussionsøvelser. I fredags lavede jeg denne: Diskuter spørgsmålet med din sidemakker og skriv jeres svar på væggen. Simpelt, men det giver lidt en ekstra dimension i opsamlingen, når man kan se deres svar på smartboard.




Link til væg

fredag den 4. april 2014

www.lektielet.dk

Vi er ved at afrunde vores projekt om lektielet undervisning. Hvis det har interesse, kan I læse mere på www.lektielet.dk, hvor vi har samlet artikler, erfaringer, resultater mm. I onsdags var to af de første "lektielette" kursister og jeg under fotografens kyndige hånd...







onsdag den 2. april 2014

Træn mundtligheden med Vocaroo

Jeg har tidligere skrevet dette indlæg om tjenesten Vocaroo. Jeg elskere simpelthen den tjeneste, fordi den er så simpel. Gå ind på en hjemmeside, tryk på en knap og du optager.

Det er jo snart ved at være mundtlig eksamen, og jeg tænker, at jeg vil anvende Vocaroo til at øve den mundtlige fremlæggelse. Jeg forestiller mig, at kursisterne skal analysere og fortolke en tekst, hvorefter de skal indtale en mundtlig fremlæggelse med Vocaroo.



Jeg er dog alligevel lidt spændt på, om kursisterne er med på det. Jeg har erfaret fra andre lærere, at kursisterne kan være usikre ved at skulle optage deres egen stemme... Hmm, jeg må snakke med dem om det!